Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - J. P. Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som et respektabelt Svendestykke, hvor meget I end kan have at indvende
imod den. Jeg kunde ellers være bleven bange for dette andet Oplag ..."
„Marie Grubbe“ er jo ikke en „historisk Roman“ i almindelig
Forstand. Jacobsen har – hvad forskjellige Kritikere har gjort opmærksom paa
– valgt den gammeldags Iklædning, al den gamle Staffage og de
gammeldags Interieurer, fordi det tilfredsstillede hans Trang til at finde en
særegen Sprogtone, med mange Udtryk og Vendinger, som han omhyggelig
opsøgte i gammelt Dansk og nu bragte til Ære og Værdighed. Men først
og fremmest har han villet give Skildringen af en Kvinde med et stærkt,
næsten voldsomt pulserende Følelsesliv, et varmblodigt Menneske, paa
mange Maader særegent baade i Dyder og Lyder. En saadan Model, der
maatte være i høj Grad fristende at tage op til poetisk Behandling, fandt
J. P. Jacobsen i den historiske Marie Grubbe, Datter af Erik Grubbe til
Tjele Hovedgaard. Og ikke nok dermed: Der var blandt hin Tids Mennesker,
der levede stærkere og voldsommere end Nutidens, mange andre
Skikkelser, som vilde afgive ypperlige Modeller, og som Rammen omkring dem
var der de brogede, sære, gammeldags Interieurer, helt anderledes rige paa
Farver end vor Tids Graat i Graat. Alt dette maatte friste en Digter med
saa udpræget og følsom Farvesans.
Men dog – hvor rig paa Stemninger og Farver „Marie Grubbe“ end
er, saa kan vi ikke tænke os dem som kommende til deres Ret, hvis Bogen
ikke tillige var skrevet paa J. P. Jacobsens eget Prosasprog, det, som i
eminent Forstand tilhører ham selv, og hvormed han har fornyet dansk
Sprogtone – at han ogsaa har fundet Efterlignere, som har outreret hans
Stil helt ned til Karikaturen, kommer ham ikke til Last. – Der er næppe
en Side i „Marie Grubbe“, hvor dette Sprog ikke risler en i Møde, blødt
vuggende, farvemættet, og selv naar man støder paa Saadanne Steder,
hvor Stilen synes en for overlæsset med Farver og Billeder, der jager
hinanden, saa bedaares man af Ordenes Vellyd. Man kan slaa op, hvor det
skal være. Paa en af de første Sider, hvor den fjortenaarige Marie Grubbe
sidder alene i Løvstuen og har dækket Bordet fuldt af Roser:
... Denne Blomsterlød, der krusede sig i Skær og Skygger, fra Hvidt, der rødmer,
til Rødt, der blaaner, fra fugtig Rosa, der næsten er tung, til et Lilla saa let, at det
kommer og gaar som om det drev i Luften –. Hvert enkelt, rundet Blomsterblad,
yndigt hvælvet, blødt i Skyggen, men i Lyset med tusinde næppe synlige Gnister og
Blink; med alt sit favre Rosenblod samlet i Aarer og spredt i Huden ... og saa den
tunge, søde Duft, den drivende Em af den røde Nektar, som koger i Blomsterets Bund.
Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes milde,
fugtige Kølighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med løste Blade flagrede mod
Jorden, saa sprang hun op og fejede med ét Strøg Alt det bort, der var paa Bordet,
og gik ud i Haven, rettende paa sine Ærmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt
gik hun ned gennem Gangene og ud, og fulgte saa langsomt Havediget op mod
Kørevejen ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
