- Project Runeberg -  Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede /
2:586

(1907) [MARC] Author: Vilhelm Østergaard
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Herman Bang

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


*



Herman Joachim Bang, der er født paa Als den 20de April 1857,
skal ifølge Slægtstraditionen kunne føre sine Aner tilbage lige til Skjalm
Hvides Æt. Hans Farfader var den berømte Læge Oluf Lundt Bang; Faderen,
Fred. Ludv. Bang, var først Præst i Adserballe paa Als, senere i Horsens
og i Tersløse paa Sjælland; Moderen hed Thora Elisabeth Blach. Herman
Bang tilbragte endel af sine Barndomsaar i den nævnte jydske Kjøbstad og
kom derefter paa Sorø Akademi, hvorfra han blev Student 1875. Samme
Aar døde hans Fader. Herman Bang skulde nu efter Familiens Ønske
studere Jura, senere Statsvidenskab; men han var optagen af helt andre
Interesser. Han læste fransk Literatur, fornemlig Balzac og Zola, og han
tænkte stærkt paa at blive Skuespiller. De Skridt, han foretog i den
Anledning, førte dog ikke til noget Resultat, og fra Efteraaret 1878 begyndte han
en journalistisk Virksomhed, som han har fortsat lige til de sidste Aar.
En Anmeldelse af „Nutidsbilleder“, af Forf. til „Jason“, henledte Vilh.
Topsøes Opmærksomhed paa den unge talentfulde Skribent, der først blev
Medarbejder ved „Dagbladet“ og derefter knyttedes til „Nationaltidende“
som Feuilletonist og æstetisk Medarbejder, og i disse Egenskaber skrev han
en Mangfoldighed af Artikler, der vel ofte kunde være noget søgte i
Formen, men altid røbede et betydeligt journalistisk Talent, en ualmindelig
Evne til at behandle Dagens Spørgsmaal og Begivenheder paa en Maade,
som maatte fange de mange tusinde Læseres Opmærksomhed.

Samtidig med det journalistiske Arbejde begyndte Bang sin selvstændige
novellistiske og dramatiske Produktion. Ogsaa som Kritiker var han udpræget
Impressionist; han opfatter hurtigt og skarpt; hans Bemærkninger røber
tidt den fine og følsomme Lydhørhed, som han er udrustet med, men paa
Grund af denne meget stærke Følsomhed kan han ogsaa forfalde til
overdreven Ros eller Dadel. Sine kritiske Arbejder samlede og udgav han i de
tre Bøger: „Realisme og Realister“ (1879), „Kritiske Studier og
Udkast
“ (1880) og „Herhjemme og derude“ (1881).

Herman Bangs første digteriske Arbejder var de dramatiske Studier:
Du og jeg“ og „Hverdagskampe“, hvormed han indførte Proverbe-
Genren paa det danske Teater. Det er smaa Situations- og Karakterbilleder,
meget følsomme, eller om man vil: dygtig sentimentale, og i Formen fransk
paavirkede; men med alt det røber de momentvis det bevægede og intense
Stemningsliv, der en Gang i Tiden gjør en ung famlende Forfatter til
Digter. Usikre og famlende var vel ogsaa Bangs første Fortællinger, en
Samling Novelletter eller Studier, som han udgav under Titlen „Tunge
Melodier
“ (1880). Bogen indeholder en Række vexlende Themaer:
„Fortællinger fra Skumringen“, „Fra Kirken“, „Elsket og savnet“,
„Kvindehistorier“ o. s. v., men de har alle en fælles Farve af dyster Følsomhed;
Stilen er ofte ret søgt, og nogle af Situationerne er gjennemsyrede af en
ufrisk Erotik, der ikke gjør noget behageligt Indtryk. Kort sagt, man møder
i de fleste af disse „Studier“ Skyggesiderne ved et Forfatterskab, der vilde
have været betydeligt lige fra sin første Begyndelse, dersom det havde
rummet ligesaa megen Sundhed som Talent.

Heller ikke i de to følgende Proverber „Graavejr“ (opf. paa det kgl.
Teater) og „Inden fire Vægge“ fortjente synderlig Opmærksomhed; men

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0692.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free