Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede / 2:599 (1907) Author: Vilhelm Østergaard Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V. C. S. Topsøe

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

let sporede, at den var skrevet af en moden og verdenserfaren Skribent,
en skarp og vittig Iagttager, der havde set sig godt om. Der er ypperlige
Skildringer i denne Roman, Stilen er fornem og elegant; men Forf.’s
Betragtninger kunne stundom være lovlig subtile, og det hænder ogsaa nu og
da, at Figurer og Situationer kommer til at staa med en vis Fjærnhed for
Læseren. Af disse Svagheder er der intet tilbage i hans næste Bog,
Fortællingen „Nutidsbilleder“ (1878, 2. Oplag 1884). Her er man inde i et
varmt pulserende Liv, hvis enkelte Skikkelser træder frem med den største
Tydelighed, hvad enten de tilhører det fornemme Milieu som Gehejmeraaden
og hans Søn Flemming, Kammerherreinden og hendes Datter, eller den
borgerlige Kreds: Digteren, Maleren og Rigsdagsmanden Harald Holst.
Fortællingens Komposition har sine Mangler, idet Handlingen bevæger sig i
Spring fra Episode til Episode, og mellem
de forskjellige Grupper af Personer er der
kun løs Forbindelse. Som Samfunds- og
Karakterskildring betragtet er
„Nutidsbilleder“ derimod en meget betydelig Bog.

V. C. S. Topsøe.

Fremfor alt har Forf. tegnet en
overordentlig indtagende og sympatetisk
Kvindeskikkelse i Helene, men det gjælder om alle
Bogens Figurer, at de staar med skarpe og
levende Farver, saa udmærket
individualiserede, at de viser, hvilken sjælden
Menneskekjender Topsøe var. Der er desuden en
Mangfoldighed af Scener og Situationer,
der er ikke mindre levende karakteriserede
end Personerne, snart med fin Ironi, snart
med stilfærdig Sympati, røbende det varme
Hjærte, der bankede bag Topsøes
dæmpede Sprog. Blandt Saadanne Enkeltheder
kan exempelvis erindres om Scenen, hvor
den lille brave Sypige læser sin „Digters“ Poem, Skildringen af
Digterhjemmet Juleaften og – fremfor noget andet – den i al sin Stilfærdighed
saa indtagende Scene, hvor Flemming fortæller sin Fader, at han har søgt
Herredsfogedembedet paa den kolerasmittede Ø. Det er som et Billede af
to Generationer, der gives i dette lille sammentrængte Optrin:

        Saa sad en Morgenstund den gamle Gehejmeraad i sin Stue, da hans Søn traadte
ind til ham.

        „Fader, maa jeg tale et Ord med Dig?“

        Gehejmeraaden lagde sin Bog til Side.

        Da han saae paa Sønnen, blev han strax slaaet ved et Udtryk i dennes Ansigt,
som var ham nyt. Han spurgte med en vis Spænding, som fik hans Stemme til at ryste
lidt, hvad det var, han vilde.

        „Jeg vil søge at faa Embedet derovre“ - og saa nævnede han Øen.

        „Paa Kolerastedet?“

        „Ja, Fader. Jeg vil begynde nu og begynde for Alvor.“

        Den gamle Mand tav. En Stund var der ganske stille i Stuen. „Gud velsigne Dig,
min Søn,“ sagde han saa, hans Stemme lød bevæget. Der blev atter en Pause; saa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>