Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede / 2:650 (1907) Author: Vilhelm Østergaard Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Carl Ewald

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

saa en Samling „Smaalandske Fortællinger“ (1883) og tre nye Bind
„Æventyr“. Sine vægtigste og betydeligste Arbejder udsendte Ewald
1895–96. Det var Fortællingen „Den gamle Stue“ med dens Fortsættelse
„Cordts Søn“. Det er et dybtliggende og almeninteressant Emne, Forf. har
taget op, og han behandler det med en kærlig og nænsom Finhed, der
viser, hvor stærkt han selv har været grebet deraf, og som derfor heller
ikke lader nogen Læser forblive ligegyldig for de Menneskers Skæbne, der
omhandles i de to Fortællinger. Hovedmotivet er Brydningen mellem
gammelt og nyt, mellem Individer, fostret af forskjellig Tid, mellem gammel
hævdvunden Tradition og nyt urofyldt og fremstormende Livssyn. „Den
gamle Stue“ er Sindbilledet paa det, som tilhører den svundne Tid,
Traditionens og Erindringens hellige Magt, ogsaa det stille og fine, som kan gaa
i Arv fra Slægt til Slægt. Cordt er Repræsentanten for denne
Slægtstradition, men den Magt, som den har over hans
Sind, deles ikke af hans unge levelystne Hustru;
hun forstaar den ikke, og hun skræmmes kun af
de Minder, der ligger gjemt i den gamle Stue,
hvor gode og fine de end er, og en Dag bryder
hun ud. I „Cordts Søn“ føres Tanken videre
frem til det følgende Slægtled, og her skildres
Modsætningen mellem Fader og Søn, en stærk og
positiv anlagt Natur som Cordt og den vege,
drømmesyge Finn, der spilder sin Ungdom i
ørkesløs Reflektion uden nogensinde at kunne øve
Mands Daad og Gjerning. – Stilen i begge
disse Bøger er fuldt ud Forfatterens egen og
rummer betydelig Finhed og Originalitet.

Carl Ewald.

Umiddelbart efter de to nævnte Fortællinger
slog Carl Ewald ind paa et nyt Felt, idet han i 1896 og 97 udgav de
historiske Romaner „Børnekorstoget“ og „Makra“. Navnlig „Makra“ er en
fængslende historisk Novelle, skrevet med frodig Fantasi, et levende og farverigt
Billede, der viser, hvor let og sikkert Forf. evner at sætte sig ind i
fremmede Omgivelser og i en svunden Tids historiske Kostume. Og samtidig
dermed vælger han atter helt andre Emner, idet han udgiver den satiriske
Skildring „James Singletons store Udenlandsrejse“ (1897, 2. Opl.
s. A.) og den mod indre Mission rettede polemiske Fortælling „Pastor
Jespersens Juleaften“ (1898). Carl Ewalds satiriske Lune skifter som
oftest mellem bidsk Bitterhed og grotesk Overdrivelse; det er sjældent i sig
selv lyst og godmodigt, men det er saa rigt paa originale, komiske Indfald, at
Bitterheden derved mildnes eller dækkes. Det skorter overhovedet aldrig
denne Forfatter paa Opfindsomhed; han er uudtømmelig ikke blot paa
Indfald, men ogsaa paa Ideer og Emner. Atter ny saavel i Valg af Motiv
som i Udførelsesmaade er saaledes den Samling Krøniker, som Ewald
udgav 1898 under Titlen „Sulamiths Have“ (2. Opl. s. A.). Det er
smaa Historier om Kjærlighed og Elskov; Rammen er en lignende som
den, Boccaccio har benyttet i sin Decamerone, Stilen, gammeldags snørklet,
er gjennemført med megen Sindrighed. Bogen er ikke skrevet for unge

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>