Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aar, i hurtig Rækkefølge, udkommende Fortællinger: „En Fremmed“,
„Sommer“ og „Livets Træ“. Der er i disse Nutidsfortællinger en
trættende Ensformighed; Tanken kredser bestandig om det samme Punkt, og
Originaliteten betones fornemlig af lignende sproglige Forvridninger og
Særheder som i de først udgivne Digte. Der er noget af et psykologisk og
digterisk Kaos i disse Bøger, men af dette Kaos arbejder Forf. sig
efterhaanden ud – i Samlingen „Stemninger“ (1892) finder man allerede
nogle af hans finest formede og finest følte Poesier i bunden og ubunden
Stil – og med Digtsamlingen „Bekendelse“ (1894), der har Mottoet „Per
mortern ad vitam“, sker det fuldstændige Omslag og dermed Indledningen
til den nye Periode, den, som Johannes Jørgensen kun vil vedkjende sig
som Digter,
„Bekendelse“ dokumenterer Digterens Brud med sin Fortid og den
Kreds, han før har sluttet sig til; han higer frem nu mod Fred og Evighed,
mod „det store hvide Lys“, som han ser straale sig i Møde, og Samlingen
slutter med Digtet „Confiteor“, hvori Skriftemaalet aflægges om Fortidens
Synd og Vildfarelse.
„Rejsebogen“ (1895) betegner et Skridt videre paa samme Vej. Bogens
første Afsnit „Tyske Dage“ giver en Række mesterlig udførte Skildringer
fra gammelromantiske, sydtyske Byer, medens det andet Afsnit "En
umbrisk Krønike“ indeholder et personligt, ikke helt smagfuldt tilrettelagt
„Opgjør“, hvoraf det sluttelig fremgaar, at Forf. er havnet i den katholske
Kirkes Skjød. Dog end ikke dette var tilstrækkeligt. Aaret efter (1896) ud-
kom „Livsløgn og Livssandhed“ (6. Opl. 1899), hvormed Forf. følte Trang
til yderligere at gjøre Rede for det Omslag, der var blevet af saa mægtigt
indgribende Betydning for ham selv.
Johannes Jørgensens senere Produktion bæres af den Livsanskuelse,
han har tilkæmpet sig, og som har sit Støttepunkt i Katholicismen; hans
Digtning bliver fra nu af for den overvejende Del af aandelig og religiøs
Art. Men paa samme Tid har den vundet i Modenhed og Styrke. Hans
Stil, bunden eller ubunden, kan hæve sig til fuldkommen Skjønhed, og
medens den har bevaret og uddybet sin særegne Tone og vundet ægte
Oprindelighed, har den frigjort sig for de sproglige Bizarrerier, der
skæmmede hans Ungdomsarbejder.
I 1897 udsendte Johannes Jørgensen Fortællingen „Den yderste Dag“,
der er af ren æstetisk Art, men hvori Handling og Udvikling dog
gjennemstrømmes af Forf.’s religiøse Livsanskuelse. Aaret efter udkom
„Helvedfjender“ tillige med en Samling nye „Digte“ og et lille Bind „Lignelser“.
I den her nævnte Digtsamling findes en sjælfuld og beaandet Lyrik af dybt
alvorlig, tildels religiøs Karakter, og i formel Henseende ejer den en
Skjønhed, der stiller Forf. paa en betydelig Plads mellem yngre danske Lyrikere.
Exempelvis skal nævnes Digte som „Gensyn“, „St. Gotthard“ og „Anima
anceps“ af Digtrækken „Vælskland“, „De profundis“ (til Minde om den
franske Digter Paul Verlaine), „Stilleliv“ o. fl. a. „Anima-anceps“ har disse
fint tænkte og formede Strofer:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
