Udpræget Individualitet, skarp og fin Iagttagelsesevne, psykologisk Blik og fast Stil finder vi hos
(1826--95),
der vel har adskilligt tilfælles med sin Samtids øvrige skrivende Damer, men dog maa betegnes som en langt mere oprindelig Natur end de fleste af Forfatterinderne i Halvtredserne og den nærmest følgende Tid. Hun var Københavnerinde og havde fra Fødselen af Kunstnerblod i Aaren. Faderen var kgl. Kapelmusikus Bernhard Andersen, Moderen Skuespillerinde ved det kgl. Teater. I en meget ung Alder vaagnede Frøken Andersens litterære Interesser og særlig yndede hun Teatret, ligesom hun læste en Mængde dramatisk Litteratur. Selv begyndte hun ogsaa med smaa Forsøg i sidstnævnte Retning. Det var jo imidlertid vanskeligt for de skrivende Kvinder at komme frem, og Frøken Andersen »ejede ikke Mod til at trodse en overlegen Kritik«. Alle hendes forskellige Udkast, og de var endda ret talrige, forblev derfor en dyb Hemmelighed for alle, selv for hendes nærmeste. Hun tænkte heller ikke paa, at alle disse smaa poetiske Tankepuslinger, fremsprungne i stille Timer bag Hjemmets lune Vægge, skulde præsenteres et kritiklystent Publikum. Men saa havde hun i Begyndelsen af Halvtredserne forfattet et lille kvikt dramatisk Arbejde, som hun sendte til Henrik Hertz, hvis Dom, trods nogle Indvendinger, var meget gunstig. Han opmuntrede hende til fortsat Virksomhed, og efter yderligere at have filet Stykket, fik hun det frem for Offentligheden. Hun havde paa den Tid lært Høedt at kende, og han blev af ikke ringe Betydning for hende, teatererfaren, som han var. Det omtalte Stykke var: »En Evadatter«, Lystspil i 2 Akter, der kom til at høre med til den bekendte Hofteater-Sæsons Repertoire og modtoges med livligt Bifald. Det var friskt og kvikt, havde en vittig og naturlig Dialog og blev spillet fortræffeligt. Høedt spillede Lord Bridgemonth's Rolle mesterlig. De to Skuespillere, som optræder i Stykket, Monlove og Melley, var i Hænderne paa saa udmærkede Skuespillere som M. Wiehe og A. Rosenkilde, medens Lady Bridgemonth og Alice Monlove udførtes af Fru Nielsen og Fru Rosenkilde. Med saadanne Kræfter var Stykkets Succès sikret, og det opførtes i nævnte Sæson (1855--56) ikke mindre end 24 Gange. Forfatterinden kunde være glad ved sin Debut, »var det ogsaa og arbejdede trøstigt videre, nu og da hentende Raad hos Høedt, hvad rigtignok bevirkede, at Hjemmets lille Kreds maatte blive bekendt med Skriveriet«. Hun vedblev dog »trods alle følgende Sejre at være anonym«. Først i Slutningen af Firserne, da hendes litterære Virke for længst var afsluttet, navngav hun sig i »Biografisk Leksikon«, til hvilket Professor P. Hansen gav en kort Levnedstegning af hende. I de følgende Tiaar var hun en baade heldig og flittig dramatisk Forfatterinde, kun overgaaet af faa. Blandt hendes Arbejder maa nævnes: »En Velgørers Testamente« (1858), »En Teaterhistorie under Ludvig den XIV« (1862), »Rosa og Rositta« (1862), »En nyttig Onkel« (1870), »Grøns Fødselsdag« (1870), »De lykkeligste Børn« (1871), »Sandt og usandt« (1873). De fleste af disse opførtes paa det kgl. Teater, hvor de alle gjorde fortjent Lykke. Frøken Andersen ejede et udpræget dramatisk Talent. Hendes Kunst meddeler sig let og naturligt til Tilskuerne, der fængsles og følger Handlingens Udvikling med Interesse helt igennem. Hun har den dannede Dames slebne og lette Konversationstone, kan være spøgende, humørfrisk, fint ironisk og har Sans for, hvad der tager sig ud paa Scenen. Størst Lykke gjorde det nydelige lille Toakts-Lystspil »Rosa og Rositta«, der ubetinget maa betegnes som hendes Hovedarbejde. Fuldt af Ynde og Skælmeri, poetisk, friskt og sprudlende er dette vakre Stykke, naturligt og dog med en Duft af fin Romantik! Hvor tiltalende er ikke dette Emne: To unge smukke Spanierinder kommer efter deres Forældres Død til Danmark, for at søge sig et Hjem hos deres københavnske Grosserer-Onkel. Den ene af de unge Piger, Isabella, er en rig Arving, den anden derimod, Marie, er fattig, men optaget som Datter af Isabellas Hjem. De er knyttede sammen i inderligt Venskab, hvorfor de beslutter sig til at fortie deres virkelige Navne, for at man ikke af Hensyn til deres forskellige Stilling i Samfundet skal gøre nogen Forskel paa dem. De kalder sig Rosa og Rositta, men hvem af dem, der er den rige Isabella, og hvem, der er den fattige Marie, lykkes det ikke den pengestolte Grosserer eller hans snæverhjertede, beregnende Frue at opdage, skønt de gør sig Umage nok derfor. Fruen har allerede udset den rige Arving til Svigerdatter og den fattige Marie til tjenende Aand! Husets Søn og en Fætter, som er ansat hos Grossereren, vinder snart de unge Pigers Kærlighed, og trods alle bornerte og spidsborgerlige Hensyn føres de begge lykkeligt i Havn. Det hele virker som en ypperlig udtænkt Spøg, original og munter. Det fandt ogsaa Vej til Udlandets Scener og opførtes bl. a. med bragende Bifald paa Kristiania Teater. Da Forfatterinden vedblivende dulgte sig i Anonymiteten, havde man i den norske Hovedstad travlt med at gisne, og -- hvad der morede Forf. -- til sidst vandt det Rygte Tiltro, at selve Hs. Majestæt Kong Oscar var den heldige Forfatter. Ogsaa paa flere større Scener holdt det sit sejrrige Indtog. Det vakte baade tyske og franske Dramaturgers Interesse, og i Breslau og Berlin spilledes det med stort Held, rost og hædret af hele Pressen; i det glade Wien var der ingen Ende paa Bifaldet, og selv en bekendt kræsen Teateranmelder maatte indrømme, at i denne gækkende Leg var der »Anmuth und Frische«.
Mange vil ogsaa med Fornøjelse mindes »Grøns Fødselsdag«, dette af Kvikhed og godt Humør, af ægte dansk Tone og godmodigt Lune baarne Stykke,. der oprindelig hørte til det kgl. Teaters Repertoire, men siden blev et af Dagmarteatrets Kassestykker, opført over et halvt Hundrede Gange. Forfatterinden forstod i det hele godt at træde i Rapport til Publikum. Et mildt og lyst Livssyn, skarp Iagttagelsesevne, et friskt og smittende Lune forener sig gennem fast Struktur, morsom Intrige og vittig dialog til respektabel Kunst og stiller alle hendes dramatiske Arbejder i det gunstigste Lys.
Frøken Andersen var dog ikke udelukkende Dramatiker. Hun skrev ogsaa tiltalende Noveller, mest under Mærket »Paul Winther« . Der er to Samlinger: »Noveller« og »Kastaniebaandet«. vi træffer i disse Arbejder den samme fornøjelige og elskværdige Forfatterpersonlighed, som vi kender fra de dramatiske. Der er over disse Smaafortællinger noget djærvt og modigt, et agtværdigt Selvsyn, saa sikre Iagttagelser og saa klare Karakterer, at det maa betegnes som en Særydelse af Værdi i Stagnationsperioden omkring 1860, da den frodigste Dilettantisme breder sig til alle Sider i vor Litteratur. Der er hos denne Forfatterinde en vis om ikke stor Oprindelighed, et afgjort poetisk Sind og en ærlig Stræben mod kunstnerisk Klarhed.
Om hendes ydre Liv er der ikke meget at sige. Det blev ført i
tilbagetrukken Stilhed uden mange Forbindelser. Heller ikke mange litterære
Personligheder knyttede hun til sig. Da hun havde mistet Forældre og
en Søster, blev hendes Stilling meget isoleret. Vel fandt hun en kær
Plejedatter, men denne døde tidligt, og de sidste Aar var ofte triste,
især efter at forskellige Skrøbeligheder begyndte at hjemsøge
hende. Til Tider lagde da Ensomheden et tungt Tryk over hende, hun kunde
være tilsyneladende knap paa Ord som paa Smil. Men hun hørte
alligevel til de lykkelige Naturer, der forstaar at tage Livet, som det er.
Hun kunde blive vemodig, men aldrig klynkende; og gennem de mange
Aar, efter at hun havde sagt sig løs fra alt litterært Virke,
bevarede hun usvækket sin Interesse for Teatret, som hun jævnligt
søgte, ja, saalænge Kræfterne slog til, forsømte
hun sjælden en Première paa Nationalscenen. Hun døde
i Fjor, ukendt af de fleste, thi hun havde jo holdt saa strengt paa sin
Anonymitet, at Navnet aldrig naaede ud i Folket. Den lille, spinkle Dame
med det livlige, intelligente Blik stred sin sidste Strid i et københavnsk
Pensionat, og hendes Bortgang vakte kun ringe Opmærksomhed. Men hendes
dramatiske Værker vil utvivlsomt leve en Tid endnu, og de, der har
nøjere Kendskab til hendes Virksomhed i det hele, vil mindes hendes
fine, lille Talent, det lyse, lette Lune og den friske,
spøgende Tone, som særpræger det bedste i hendes Digtning.
