Blandt de mange, som »Clara Raphael's Fejden« kaldte frem, var ogsaa en jydsk Præstedatter,
(1825--83).
Hun fødtes i Hyllested Præstegaard, voksede op under særlig fortrinlig aandelig Paavirkning og stringent Undervisning, uddannede sig til Lærerinde og havnede som Institutbestyrerinde i Randers. Tidlig havde hun en ualmindelig opladt Sans for Læsning og havde allerede som ung Pige studeret en Mængde af de nordiske Forfattere og besad navnlig et omfattende Kendskab til svenske Digtere. Hun var i flere Retninger en ualmindelig Personlighed, der var i Besiddelse af sjældne Evner og stor Selvstændighed, hvilket i Forbindelse med hendes stærke poetiske Trang gjorde det svært for hende at trives og at vinde Forstaaelse i det Milieu, hun tilhørte. Hun havde allerede i Krigsaarene skrevet en Del Sange, som var slaaet godt an, og som havde bragt hendes Navn paa manges Læber. Efter at Mathilde Fibiger havde udgivet sin »Clara Raphael«, begyndte Frøken Worm at tænke alvorligt over Spørgsmaalet om Kvindens Frigørelse. Hun var stærkt patriotisk og religiøst grebet, hyldede den da opdukkende skandinaviske Ide og blev snart en af dem, der, hed og interesseret, kastede sig ind i Kampen for Kvindespørgsmaalet. Begyndelsen skete med, at hun deltog i »Clara Raphael's Fejden« ved under Mærket »Pauline« at skrive »Fire Breve om Clara Raphael til en ung Pige fra hendes Søster« (1851). Skønt tilsyneladende i Opposition til Frøken Fibiger, er hun dog nærmest paa hendes Side alligevel og bliver i alt væsentligt dennes Forbundsfælle, og Brevene slutter da ogsaa med et Digt til Mathilde Fibiger. Siden havde hun flere Gange Ordet i den rejste Kamp; bl. a. skrev hun interessante Artikler i »Fædrelandet« om »Kvindens Kald og Kvindens Opdragelse«. Lige til sin Død vedblev Pauline Worm at stille sig i Skranken for, hvad hun ansaa for Ret og Sandhed. Desaarsag kom hun tit til at gaa imod Strømmen. Som oven for sagt, var hun ivrig Patriot og religiøs vakt. Hun sluttede sig varmt til den grundtvigske Forkyndelse og var politisk frisindet. I flere Henseender var der Lighed mellem hende og Frøken Fibiger, der snart blev hendes gode Veninde. Men Pauline Worm manglede denne bly Kvindelighed og tiltalende Ynde, som var Mathilde Fibiger egen. Kampen syntes at tilhøre Frøken Worms Natur, og hun forekom vistnok de fleste altfor krigersk. Hun levede sit Liv ugift, og det randt hen under yderst beskedne, ofte strenge Kaar, viet en Lærerindes ikke altid lystelige Gerning. Mange og store Skuffelser maatte hun lide. Livet tog paa hende med haarde Hænder, og hun fik selv til sidst en haard Skal og havde svært ved at vinde Sympati. Alligevel fik hun udrettet en betydelig Gerning i Kvindesagens Tjeneste, og fremfor nogen anden har hun kæmpet for denne Sag herhjemme. Dette skete ikke uden en betydelig Modstand. Man forargedes over hende; og nægtes kan det ikke, at der undertiden i hendes personlige Optræden, i hendes Taler og polemiske Artikler kunde ligge noget bryskt-æggende, som stødte mange fra hende, især i en Tid, hvor Spørgsmaalet om Mandens og Kvindens Ligestillethed endnu for en Del var ilde hørt hos den stærkt konservative Slægt. Og Frøken Pauline Worm forfægtede sine Anskuelser fra et meget ensidigt Standpunkt. Hun trodsede den bitreste Haan og Spot, allehaande Misforstaaelser og Ydmygelser, var altid slagfærdig, og havde til Raadighed et Fond af Forsvarsord, der baade ramte og saarede. Selv Datidens Vittighedsblade gjorde hende til Skive for deres letvundne Skyts. Et af disse tog saaledes stærkt Bifald, da det meddelte Opdagelsen af en ny Slags Orm, nemlig »Paulineworm«, hvilket jydske Navn paa Latin udtryktes ved Rabaldera Grandtvigiana! Lærte man imidlertid Frøken Worm nøjere at kende, opdagede man snart, at hun for det første var en sjælden interessant Personlighed, udrustet med en skarp og klar Forstand og for det andet, at der bag det noget pansrede Ydre boede baade blide og kvindelige Stemninger og et i det hele varmt Følelsesliv, ligesom hun paa ingen Maader savnede ægte kvindelig Takt.
Hendes digteriske Talent var af en afgjort mandlig Art, hvad allerbedst fremgaar af hendes patriotiske Digte. Vi behøver i saa Henseende blot at minde om det Digt hun allerede i 1848, altsaa som tre og tyveaarig Pige, havde skrevet til Kong Frederik den Syvende, og hvori det blandt andet hedder:
»Af Huset Oldenborg er du den sidste,
rust dig til kampen, Konge, og vær stærk!
thi ingen Søn vil stande ved din Kiste
og love Frugt af dit begyndte Værk!
Et Blad er kun i Krøniken tilbage,
og tegner du paa det en stor Bedrift,
da vil din Stammes Navn med gylden Skrift
end straale i de fjerne Fremtidsdage!«
Man tænker ikke let, naar man ikke ved det, at dette kraftige Digt er skrevet af en ung Pige. Hun var fra sin Ungdom af en Karakter, et Viljesmenneske, selv stændig og selvraadig, i Besiddelse af stor Livsenergi. Hendes Tankeliv er klart, og hendes Sinds Grundpræg den dybe Alvor. I al sin Gerning viser hun sig som en helstøbt Personlighed, der ved, hvad hun vil. Man har hende helt i det Digt, hun i Anledning af Bjørnstjerne Bjørnsons »Signalforandring« i 1872 skrev i »Fædrelandet«:
»Stryg Korsets Flag, du gamle Norge!
du blev for spag til Aandens Strid.
Lad vaje over dine Borge
en Dødens Fane sort og hvid!
Thi den, der højt og stolt blev baaren,
da Livets Røster mægtig lød,
den er for fransk med Trikoloren,
den er for dansk med Dugen rød!
I Normænd, bort med Løvens Mærke,
med Værget af jert Vaabenskjold!
Tag et af de taalmodig stærke,
de tamme Dyr fra Fjøs og Fold!
det Folk, der »kunde bare græde«,
mens Broderblod i Strømme randt,
og jubler nu ved Fjendens Glæde
har tabt det Navn, dets Fædre vandt!«
Hendes Bidrag til Litteraturen, fraregnet en Del tendentiøse Foredrag og agitatoriske Smaapjecer, er ikke mange. De vigtigste er den i to Dele udgivne Fortælling »De Fornuftige« (1857), samt Digtsamlingen »Fra Vaar til Høst« (1864). Men spredt i Blade, Tidsskrifter og lign. foreligger endnu en Del mindre Noveller, Skitser, Digte o. s. v. Det større Arbejde »De Fornuftige« kan endnu læses med Udbytte og Fornøjelse. Det rummer mange oprindelige Tanker, der har Rod i Forfatterindens Tid, som hun bestandig levede med i, helt og fuldt. De ofte gentagne Beskyldninger mod de kvindelige Forfattere, at deres Arbejder kun er uvirkeligt »Laveri«, rammer ikke Frøken Worm. Hendes Bog betegner endog for den Tid et Fremskridt, noget nyt, og det bedste, der kan siges om den, er, at Forfatterinden i den har givet sig selv. Hun tager sit eget Livs Oplevelser frem, skildrer sit indre Liv, sin Kamp og Strid, sin Lyst og Smerte, sin hele Udvikling, sin dybe Trang til Forstaaelse. Ligesom man gerne har villet gøre Mathilde Fibiger til èt med hendes »Clara«, saaledes kan man vistnok med langt større Ret gøre Frøken Worm til èt med Heltinden i »De Fornuftige«, den begavede, men alt for idealistisk anlagte unge Pige »Alvilda«, der ikke forstaas af sine »fornuftige« Omgivelser. Virkelig fint affattet og dygtigt fortalt er ogsaa den lille Novelle »Troskab«.
Pauline Worm havde en dyb Medfølelse med alt det fortrykte, alt det kuede og skyggesatte i Livet, og hun følte sig kaldet til at tale dets Sag. Derfor elskede hun blandt Blomsterne særlig »Klinten«, den vragede, oversete, Syndens Symbolum. Hun skuffedes ofte og maatte resignere. Men saa elskede hun til Gengæld Mindet, det »Venskabspant«, som bliver tilbage, »naar os Livets Strøm fravrister, hvad vort Hjerte fandt«, og hun havde en særegen Opfattelse af Ordet Resignation; det er, siger hun, »at være i Livet tro til Døden stærk«. Slutter man sig til Taines Anskuelse, at et Kunstværk er et Produkt af menneskelig Udvikling, vil man ikke undres over, at hendes Bidrag til vor Litteratur kun er beskedent; thi Livsforholdene hindrede hende i at naa den fuldkomne Udvikling, som hendes naturlige Begavelse pegede imod. Vistnok har hun fremfor de fleste Kvinder paa den Tid drømt om Kunstnerære og Digterry og higet imod de største Idealer. Hun føler, at »Mennesket er skabt at hige«, og at »Titaner lig, dets Ønsker stige«. Hun fortjener at mindes, selv om hun ikke naaede, hvad hun ønskede. Danske Kvinder vil ihukomme hende som en af Kvindesagens tidligste og mest energiske Forkæmpere, og hun bør ogsaa mindes som en ubetinget talentfuld Forfatterinde. Hun levede sin Samtids Liv, og det spejler sig i den Smule Digtning, hun har efterladt; allerede det er fortjenstligt. Vi har nok af Uvirkelighedens blege og blodløse Digtning. Og det er en stærk Sjæls følende og villende Liv, som rører sig deri. Mange Illusioner maatte hun se briste, Strid og strengt Virke blev hendes Lod, og kun lidt fik hun af Solskin og Lykke. Men trods alt dette, forstod hun at tilkæmpe sig Fred og Forsoning, og hendes søgende Sjæl fandt Hvile i den enfoldige Kristentro. Evighedshaabet lyste bestandig for hende under Livets Modgang, og den religiøse Understrøm, der gaar gennem alle hendes Arbejder, tvinger os til Agtelse. Naar Verden viste hende sin vrede Pande, naar hun ensom og uforstaaet maatte kæmpe sin møjsomme Kamp, da fødtes ofte i hende en stærk Længsel efter Døden, som bringer Befrielse. Hun frygtede den ikke, den forekom hende at være en Ven. Selv har hun sagt:
»Hvad er den frommes Død? En Aftenrøde,
en Dæmring mellem lette Skyers Krans,
et Skær, som lyser Morgenen i Møde,
som tænder Livets Sol med evig Glans!«
Det varede længe, før det lykkedes hende at erhverve sig nogen
videre litterær Anerkendelse uden for den snævrere Kreds, hvad
ofte bragte hende bitre Timer; og da man endelig fra Statens Side begyndte
at faa Øjet op for hendes umiskendelige Talent, og gennem en
pekuniær Understøttelse havde til Hensigt at opmuntre det, var
det for sent. Hun var da ved at komme til Ende med Livskampen; stille og
blidt døde hun den 13de December 1883.
