Samtidig med Frøken Levetzow debuterede en anden ung Dame, der anonymt
udgav: »Caja«, original Fortælling (1860), der
tidligere havde været trykt som Feuilleton i »Dagbladet«.
Naar den paa
Tittelbladet
prætenderer at være »original«, maa dette forstaas
i Modsætning til »oversat«. Den er nemlig alt andet end original.
Det er en ægte idealistisk-romantisk Dameroman efter gammeldags Recept,
og hverken Indhold eller Sprog viger i nogen Maade ud fra traditionelt Spor.
Den forblev da ogsaa temmelig, uænset ved sin Fremkomst og glemtes
snart. Forfatterinden havde i øvrigt allerede som 16-aarig Pige paa
Hornemann & Erslevs Forlag udgivet: »Fiskerpigens
Klagesang« (1850), hvortil hun selv havde komponeret Musiken.
Senere udgav hun flere saadanne Sangtekster, som hun selv satte i Musik:
»Vemod« (1851), »Længsel«
m.m. (1856),
»Amors Rekrut« (1858).
Særlig »Fiskerpigens Klagesang« med den iørefaldende,
lidt sentimentale Melodi faldt i Tidens Smag og oplevede 3 Oplag. Denne vordende
Forfatterinde og Komponistinde var Frøken Teckla Suenssen, Datter
af Kaptajn Joh. Suenssen og Hustru Margrethe Juel og født i Tønning
1835. Hun udfoldede i Tredserne en omfattende litterær Virksomhed.
Foruden en stor Del Noveller i »Illustreret Tid.« og »Berlingske
Tid.« udsendte hun det store Digt i 30 Sange: »Den sorte
Ravn« (1861). Dog denne Fugl fløj baade Samtidens og
Eftertidens Læsere temmelig lydløst forbi, og ikke bedre gik
det de voluminøse Fortællinger: »Planterens
Datter« (1864) og »I Jylland«, original
Fortælling (1865). Heller ikke med de under det mandlige Navneskjul
»Carl Krone« udgivne Noveller: »Hans
Lindberg« og »Jeppa« (1866) vandt hun sig
noget Publikum. Der er i den første baade godt Humør, mange
gode Iagttagelser og et Tilløb til humoristisk Skildring, men
Fortællingen efterlader intet som helst Indtryk paa Læseren og
v il kun kunne betragtes som en let Underholdnings-Lekture af uskyldig Art.
Frøken Teckla Suenssen var født i et lykkeligt Hjem. Men da
Faderen døde tidligt, blev det trange Tider for Familien, der nu flyttede
til København, hvor Moderen søgte at give sine tre Døtre
den omhyggeligste Opdragelse. Kærlighed til Gud, Næsten og
Fædrelandet indprentedes Børnene fra tidligst Tid, og det hyggeligt,
fredelige Hjem, hvor den rigt begavede, fint dannede og altid opofrende Moder
var Solskinnet, prægede Døtrene for Livet.
De blev som deres Forbillede: huslige, offervillige og pligtopfyldende, ja,
de blev alle tre Forfatterinder, som Moderen ogsaa havde været, skønt
hun aldrig, saa vidt vides, afslørede sin Anonymitet. Men det stille,
ensformige Liv inden for Hjemmets snævre Grænser skænkede
dem ikke mange Erfaringer og interessante Oplevelser, eller aabnede dem
storslaaede Vuer over vide Felter med en høj og fri Horisont. Verden
kendte de mere af Læsning end af personlige Iagttagelser, Livet selv,
det friske, travle, energiske, havde de kun paa Afstand. Deres litterære
Arbejder præges derfor ogsaa nærmest af Hjemlivets milde, frede
lige Stemning. Figurerne og Handlingerne tilhører væsentligst
Fantasiens Verden. 1867 ægtede Frøken Teckla Suenssen
daværende Adjunkt ved Aalborg Katedralskole, senere Justitsraad A.
G. Juel, og de første 10 Aar af deres Ægteskab tilbragte de
i den gamle jydske By ved Limfjorden. Skønt Fru Juel var Husmoder
med Liv og Sjæl, altid opofrende for Mand og Børn, fik hun dog
Tid til litterært Arbejde. Navnlig leverede hun i denne Periode en
Mængde spredte Bidrag til »Skandinavisk Folkemagazin«,
»Berlingske Tidender, »Aftenlæsning« m. fl., udgav ogsaa
et Par større Fortællinger, blandt hvilke kan nævnes:
»Zigeunerbarnet«, der dog først offentliggjordes
1871. Til det af E. Lobedanz i Leipzig udgivne Album:
»Dänisch-Norwegischer Dichtung« leverede hun i 1868 et Par
Bidrag: »Else und Inger«, samt »Die
Erinnerung«.
Fru Teckla Juel's Bøger udgør et vældigt Arkantal. Lægger man Vægten paa det kvantitative i denne Produktion, maa man beundre Forf.; men kvalitativt vejer denne Stofmasse ikke meget; de fleste af Nutidens Læsere er lige fremmede for baade Titler og Indhold, og nogen litterær Anerkendelse har Forfatterinden aldrig vundet. Derimod synes Tyskerne at sætte megen Pris paa hende. Kan man ellers tro det Leipziger »Schriftsteller-Lexikon der Gegenwart« og Hr. Dr. Zoller, er Fru Juel en dansk Berømthed; og hun roses meget tilligemed t. Eks. Søsteren Frk. Fanny Suenssen, Fru Elfride Fibiger o. fl.; men synderlig Nøjagtighed og Finsmag kan det nævnte Organ nu rigtignok ikke beskyldes for. Fru Juels Produktion lader sig vanskelig karakterisere i faa Ord, navnlig paa Grund af den store, højst uensartede Stofmængde. Man savner den Ariadnetraad, som leder sikkert ud af Labyrinten. Ingen enkelt lysende Stjerne, høj Idé, synes at have været det faste Maal, som vinkede. Forf. er en livlig Pennefører, men uden karakteriserende Sprog. Psykologien er i Regelen mangelfuld, Personerne er voldgivne Tilfældigheden, og af og til overtager Forf. selv Forsynets Rolle, hvor det synes fornødent for en Knudes Løsning. Men egentlig skorter det ikke paa et vist fantasirigt Fortælletalent, en vis frejdig Gaaen paa, og bag den lette Kost, der bydes, øjnes et mildt og muntert Sind, et frejdigt Livssyn, en let Humor. Men ikke selv den mest velmenende Smagsdommer vil kunne tillægge dette Forfatterskab blivende litterær Betydning eller Kunstværd.
har fortsat sin Virksomhed (se S. 120) ogsaa
efter 1870, men dog i ringere Omfang. Foruden en Del Feuilletonstof har hun
udgivet: »Zigeunerbarnet« (1871),
»Karen« (1874) og i Forening med sine Søstre:
»Ej blot til Lyst« (1880), en Samling
Børnefortællinger. Intet af disse Arbejder viger dog i mindste
Maade ud fra den Retning, Forfatterinden fra først af slog ind paa,
og ved intet af dem har hun sat Spor i Litteraturen. Derimod er de fleste
blevne oversatte paa Svensk og Tysk.
