Hvad der er sagt om Fru Juel, gjælder i det væsentlige ogsaa om Søsteren,
Hun er født 1832 og fostret af det samme Hjem, under samme aandelige Paavirkning, hun har samme Slægtspræg, samme Livssyn. Tidlig betraadte hun Forfatterbanen, skrev en Del omfangsrige og spændende Romaner og nogle lettere Duftnoveller, savnede vistnok heller ikke for mange Aar siden en Læsekreds blandt den bredere Befolkning i Byerne, men nogen kendelig Betydning har disse bredt anlagte Værker aldrig haft og vil aldrig faa, dertil savner de den Strøm af Liv og Kraft og Varme, som rinder fra Poesiens klare Kilde i en Digtersjæl og ved at skabe livgivende Stemning hos de nydende bærer Værkerne sejrrigt over alle Klipper og Skær til Kunstens uangribelige Havn. Man kan derimod ikke andet end føle Sympati for Forfatterindens Person. Hun har boet paa Skyggesiden af Livet, thi lige fra Tyveaars-Alderen har hun været syg og lidende, ofte fængslet til Sygelejet i hele Aar. Ikke desmindre har hun bevaret et ungdomsfriskt Sind og Solblink i Hjertet. En dybt rodfæstet Religiøsitet er den Baggrund, hvorpaa hun maler sine Billeder, ofte med en ikke ringe Aandslivlighed; et betydeligt Konversationstalent former Replikerne, der rigtignok falder noget gammeldags og lidet naturlige, men som ved deres Fremkomst endnu var i Kurs, og endelig har hun en udpræget Sans for det huslig-hyggelige, hvilke Mærker turde være det særegneste for hendes Ydelser.
Hun debuterede 1862 med den store Roman: »Amalia Vardum«, paa 22 Ark, udkommen paa Høst's Forlag. Det var i manges Øjne en lovende Debut, og den har ogsaa adskillig Livlighed, varm Følelse, ret flinke Karakterskildringer, god Komposition, humant Livssyn. Den fandt en meget gunstig Modtagelse, og Forf. troede derefter paa sit Kald. Endnu samme Aar mødte hun med en stor Feuilleton til »Berlingske Tid.« og 1863 med den lille tiltalende Bog: »Juleaften« der har oplevet et Par Oplag. Hendes næste større Arbejde er Fortællingen: »Tekla Eichel« (1864), en omfangsrig og alt for bred Bog, der aldeles ikke fanger vor Interesse. Forf. vil særlig oprede Tekla Eichels noget sammensatte Karakter; men Forsøget er ganske mislykket. Rask føres vi lige in medias res *), men mærker snart, at vi befinder os blandt ægte Romanmennesker, unaturlige og uægte Typer, ikke livskabte, men hjernekonstruerede. Tekla Eichel er en ganske forskruet Skikkelse, der kun bliver en sand Plage for den Engel af en Mand, hun har. Men er han, som Forf. fremfører ham: en ædel, rettænkende, ophøjet Natur, hvorfor lever han da med Hustruen, som han gør. Hun kunde have gjort ham lykkelig, mener Forf., men hvorfor da al denne Halvhed i deres Samliv? Aldrig taler de ud til hinanden, altid kun halve Forklaringer, halve Tilnærmelser; og hver Gang en Forsoning er ved at komme i Stand, er det Øjeblikkets og Tilfældets mest meningsløse Bagateller, som hindrer en saadan. Det kommer til sidst til en Skilsmisse-Scene. Der er ingen Tvivl om, at Forf. selv opfatter denne højst alvorlig; men den er i Grunden komisk og kommer derved til at virke ligefrem parodisk! -- Man mindes Ordet: »Du sublime au ridicule il n'y a qu'un pas!« *) -- At de sluttelig bliver lykkelige, er naturligvis en Selvfølge. Det vilde Samtiden ogsaa helst have; om Lykken kunde siges at være en nødvendig Konsekvens af de vedkommendes Stræben, om Aarsag og Virkning stod i rimeligt Forhold til hinanden, spurgte man sjældnere om. Den Mangel paa Klarhed og Naturlighed, som »Tekla Eichel« lider af, i Forbindelse med dens Bredde, skade Arbejdet og stiller mulige Fortrin ganske i Skygge.
hvis første Arbejder er omtalte i det foregaaende (S. 124), har været meget produktiv efter 1870. Saaledes udgav hun den omfangsrige Fortælling: »Aldrig« (1871), en alt for kunstlet og unaturlig Bog til at den kan vinde Bifald hos Nutidsslægten. Student Tullinius, der af de gamle velmenende Tanter udklædes saaledes, at han mere ligner et kvindeligt end et mandligt Væsen, er en saa unaturlig, for ikke at sige utænkelig Figur, at Bogen alene af Hensyn til dette Misfoster af den komiske Genre maa kaldes forfejlet. Det traditionelle Sprog og den helt igennem paa Grænsen af det parodiske svævende Handling skal ikke gøre den bredt anlagte Fortælling lettere at faa Bugt med. I Begyndelsen af Halvfjerdserne skrev Frk. Suenssen flere større Bidrag til »Skandinavisk Folkemagasin«, hvor de vistnok modtoges med Bifald, da hun hørte til dette Folkeblads mest skattede Medarbejdere. Bladet bragte i 1872 hendes Billede og Biografi, hvilken er affattet i meget smigrende Ord. Senere skrev hun under Titelen: »I Tusmørke« en Del Artikler i »Berlingske Tid.« mest omhandlende Kvindesagen og Kvindens Ret. De vakte en vis Opmærksomhed og skal endog have paadraget Redaktionen Ubehageligheder, fordi de bragte Ufred i rolige Familiekredse. Under samme Titel gav hun en Del Kvindetyper i »Nationaltid.« og benyttede endelig nok en Gang Fællestitelen: »I Tusmørke« for en Del Fortællinger, udgivne 1890, hvilke jævne og fordringsløse Smaating, baarne af et lyst og smukt Livssyn, vandt Forfatterinden adskillige ny Venner. Endelig kan fra den senere Tid nævnes: »Han er Jøde« (1892). Flere af hendes Arbejder, særlig de tidligere, er udkomne paa Svensk, Tysk, ja endog paa Ungarisk. Hendes ofte saa haardt prøvede Liv er gledet stille og ubemærket hen, kun nu og da afbrudt af nogle Baderejser til Udlandet. Frøken Fanny Suenssen sidder utvivlsomt inde med Evner. Men Livsforholdene har været hende ugunstige og lagt vægtige Hindringer i Vejen for en fuldkommen sund og harmonisk Udvikling.
