Først i Midten af Firserne mærkedes i den kvindelige Litteratur en kendelig Indflydelse fra Realismen. Der fremtræder flere ny Forf., hos hvem der er en alvorlig Stræben efter kunstnerisk behersket Form, og som ærligt bryder med Laveriet og gaar ad egne Veje. Disse Forfatterinders Arbejder er dog ikke endnu saaledes hjemfaldne til Historien, at en udførlig Vurdering kan gives deraf. Den første, som bringer et friskere Pust ind, er
Hun kom som ung Pige ind til Hovedstaden fra Jylland, hvor hun havde levet
under et Tryk, der hindrede hendes rige Evner i fri og fuld Udvikling. Hun
begyndte at læse til Studenter-Eksamen og haabede blandt ligesindede
Sjæle at finde Forstaaelse af sin varme, ildfulde og lidt ekscentriske
Natur; men et dybt Tungsind, i hvilket intet Lysblink var at øjne,
slog nu og da sine sorte Vinger om hende og fyldte hende med Livshad og Livslede;
og før nogen anede det, var hun, som Dr. Brandes
siger om hende, »gaaet ind i det store Mørke«. Tidlig
havde hun forsøgt sig som Forf., og efter hendes Død udgav
G. Brandes hendes ejendommelig smukke Bog: »Judith
Fürste« (1883), og siden besørgedes »To
Fortællinger« (1884) udgivne af Erik Skram. Skønt
moderne i sin Metode, er der intet absolut nymodens i hendes Livssyn; men
begge Bøger er oprindelige og skrevne med klar og sjælden fin
Forstaaelse af kvindelig Psykologi. Frk. Ravnkilde var ualmindelig lovende,
Skade, at hun kun fik udrettet saa lidt.
