Som en flink og talentfuld Børneforfatter maa ogsaa nævnes:
(1833--96)
Hun var en Datter af den bekendte Jurist, fhv. Justitsminister, Dr. jur. L. A. Casse og Hustru Severine Andrea Engelbreth. Hun havde i Hjemmet ikke blot nydt en fortrinlig Uddannelse, men tillige modtaget en højst vækkende og aandsbefrugtende Paavirkning gennem Samlivet med mange intelligente og fremragende Personligheder. Tidlig lagde hun en klar og skarp Forstand for Dagen, havde et kvikt Lune og en ypperlig Hukommelse. Hun læste ogsaa overordentlig meget og havde opladt poetisk Sans; men det var dog først i en senere Alder, at hun slog ind paa litterær Gerning. Hun havde da alt været gift i over 20 Aar med Oberst N. A. Brummer, hvem hun ægtede 1861. Hun debuterede med nogle Børnefortælllnger: »Hvad man kan opleve« (1884) og »I Storm og Læ« (1885). Begge Samlinger maa henregnes til den gode, sunde og livlige Børnelekture, betegnende et Fremskridt paa dette Omraade, da Historierne er langt mindre sødladne end de sædvanlige og ikke fuldt saa moraliserende. Sproget er friskt, naturligt og ligefuldt barnligt i sin Tone. Fru Brummer blev navnlig en skattet Medarbejder ved »Børnenes Juleroser«, hvor man i flere Aar med Fornøjelse saa hendes forlængst gennemskuede Pseudonym: »Fru Elisabeth«. Meget fornøjelig for større Børn er ogsaa en senere Samling: »Alle Vegne fra« (1891); for de mindre har hun bl. a. udgivet: »Mis Kis«. Men ogsaa til en større og modnere Læsekreds har Forf. henvendt sig. Hun udgav saaledes: »Virkelighedsbilleder« (1887), »Som man gifter sig« (1888), »En Kamp« (1893) og de dygtigt skrevne Monografier: »To Kvindeportrætter« (1895). Fru Brummer skrev let og flydende, der var Menneskekundskab i hendes Skildringer og megen Livserfaring. Flere af hendes Arbejder hæver sig ogsaa delvis til Kunst, men i Helheden naa'r de ikke Maalet. Medens Forf. paa den ene Side giver os ægte og skarpsindige Iagttagelser lige ud fra Virkelighedens Liv og fører frem baade Personer og Begivenheder med Aktualitets- og Troværdighedspræg, saa hensætter hun os paa den anden Side lige saa brat og uformodet midt i en tænkt og uvirkelig Verden, der kontrasterer stærkt mod den første. I hendes saakaldte »Virkelighedsbilleder« er der over begge de første Fortællinger noget ærligt, troværdigt og sanddru følt. Men den tredje: »Uheldig« fører os fra en meget realistisk Begyndelse til en yderst uvirkelig og fantastisk Slutning, der falder uden for Kunstens Grænse.
»Som man gifter sig« er et mindre vel motiveret Forsøg paa
at give en levende Illustration af Ordsproget: »Som man reder, saa ligger
man«. Fremstillingen lykkes heller ikke rigtig. Den unge Pige, Christy,
og hendes første Tilbeder, Dr. Fallesen, er skildrede med sikker
Forstaaelse, hvorimod Godsejeren, Christy's senere Mand, forekommer meget
ensidig. Det er jo nu engang saa, at ethvert Menneske har 2 Sider. Fru Brummer
viser sig moderne i sin Fremstilling, ja, skildrer endog en Fødselsakt.
Men Christy's Skilsmisse fra den uheldige Mand, hun har ægtet, efter
at Doktor Fallesen har narret hende og gjort et Fornuftparti, samt hendes
senere Giftermaal med Doktoren, der naturligvis til den Tid er
bleven Enkemand, er ikke hverken psykologisk fint eller klart, og det har
ikke kunnet undgaas, at adskilligt »lavet« er traadt i det virkeliges
Sted. I »En Kamp« gives baade kønne og interessante
Familieinteriørs, men ogsaa her stikker det fantastiske Hovedet frem
og minder os om, at vi nu og da gør Strejftog til
en drømt Verden. Ikke des mindre er der meget, som tyder paa, at Forf.
virkelig stræbte mod et kunstnerisk Maal, og hun viser sig paa flere
Punkter paavirket af moderne Strømninger. Det lykkedes hende ikke
under sin korte Virketid at naa frem til noget klart og udpræget
Standpunkt, og forskellige Retninger ligesom strides om Overtaget i hendes
Forfatterskab. Men der er baade Aand og Hjerte deri. Størst Betydning
har hun haft som Børneforfatter.
