En ejendommelig mild og barnlig Natur, en sjælden ædel og fin Personlighed møder os i
hvis litterære Arbejder vel ikke hæver sig til nogen fremragende eller høj Plads, men som ved sit ægte kvindelige Præg, sin altid harmløse og rene Tone har vundet stor og velfortjent Anerkendelse særlig som Børnenes og den kvindelige Ungdoms Skribent. Hun er født 1832 i København, hvor hendes Forældre var daværende kgl. Skuespiller, senere Toldinspektør i Nyborg, Justitsraad Seemann og Hustru Mathilde Ryge, ældste Datter af kgl. Skuespiller Dr. Ryge. Fanny Tuxen voksede op i gode, fredelige og kærlige Forhold, og sammen med sine Søskende levede hun et lykkeligt Hjemliv, der gav hende et eget Præg for hele Livet. Hun nød den omhyggeligste Opdragelse og fandt navnlig en værdifuld Vejleder i sin udmærkede og opofrende Moder. Kun 19 Aar gl. ægtede hun Kaptajnløjtnant, senere Lodsbogholder i Helsingør, E. C. C. Tuxen. Det meget lykkelige Ægteskab opløstes ved hans Død i 1891, hvorefter Fru Tuxen flyttede til Københ., hvor hendes eneste Datter, en begavet og udmærket musikalsk Dame, var bosat. Men efter 16 Maaneders Forløb mistede hun ogsaa Datteren, og hendes Liv blev da med èt fattigt, tomt og ensomt. Disse faa nævnte Data danner det ydre Rids af hendes Liv.
Fra først af havde hun aldrig tænkt paa at betræde Forfatterbanen. Da hendes Datter var lille, fortalte hun denne Smaahistorier, som hun jævnlig selv improviserede; men hun var fjern fra enhver Tanke om Udgivelse. I Slutningen af Tredserne sendte hendes Mands Broder ham en Børnebog, som han efter Opfordring af Boghandler Wöldicke havde oversat. Der trængtes den Gang til gode Børnebøger; men Fru Tuxen og hendes Mand fandt ikke, at den sendte duede stort. Da opstod hos hende Tanken om at skrive Smaafortællinger for Børn; hun begyndte derpaa, og saaledes opstod lidt efter lidt hendes Debut: »En Moders Fortællinger« af Eva (1866). Den udkom i nyt, forøget Oplag i Begyndelsen af Firserne. Nu skrev Fru Tuxen stadigt Fortællinger til forsk. Børneblade, bl. a. til det lille af Kantor Joh. Holst i Vemmetofte grundede »Børnevennen«, der har haft ikke faa tiltalende Bidrag fra hendes Haand; men i mange Aar var hun ukendt for alle, idet hun vedblev at benytte det først valgte Navneskjul »Eva«. Da hendes Datter skulde giftes, forfattede Fru Tuxen: »Til Bruden fra en Sølvbrud« (1880), udk. i 2det Opl. 1883. Stiftsprovst Rothe havde skrevet et anbefalende Forord; men i Virkeligheden behøvedes intet saadant. Bogen er ualmindelig varmhjertet og dygtigt skrevet; det er den livserfarne, men tillige den aandelig sunde og friske Moder, der ud fra sit eget skønne og ideale Syn paa et lykkeligt Hjem angiver den etiske og kristelige Grund, hvorpaa et saadant maa bygges. Men det er mere end en alm. Moralprædiken, der gives i denne Bog. Der er saa megen poetisk Finsans og saa skønt og lyst et Syn deri, at den fuldt fortjente det ny Oplag, som en anerkendende Læsekreds forskaffede den. Lignende Arbejder er: »Til Moderen fra en Bedstemoder« (1881), med Forord af Prof. Heegaard, »Til Konfirmandten« (1883), 2det Opl. 1890, »Fra Barnets Verden« (1883), »Husmødrenes Forhold til Tyendet« (1883), med et Forord af Biskop Stein, »Til den unge Tjenestepige« m. fl. -- Forfatterinden har ved disse Arbejder særlig haft for Øje at højne Forholdene i Hjemmene, for saa vidt sligt lader sig gøre gennem Bøger. Hun har lagt sit Hjerte i denne Gerning, og den har heller næppe været forgæves. En Del af de nævnte Bøger, som herhjemme har fundet saa stor Udbredelse, er ogsaa oversatte paa Tysk og udkomne paa Perthes's Forlag i Gotha.
Foruden en Del flere Børnebøger som »Naar Lampen
er tændt« (1889), »Julehistorier for
Børn« (1894) o. fl. har hun ogsaa skrevet Arbejder, som
hører ind under den egentlige Skønlitteraturs Begreb, saaledes:
»Ellinor Falsen« (1887), Fortælling for unge Piger,
»Paa Lovens Grund« (1891),
»Eva Ross« (1895). Allerede
den førstnævnte Bog viser, at Forf. ogsaa kan behandle større
Opgaver. »Ellinor Falsen« er smukt skrevet, sund i sine Betragtninger
og sit Livssyn og har mere indgaaende psykologiske Studier, end
Damefortællinger plejer at have. Ogsaa her viser hun sig som en
gennemdannet og ejendommelig fin Kvinde, og hendes Syn paa Kvindesagen er
meget moderat og ædrueligt. Den sande Kvinde kan ikke »dræbe
eller sløve den dybe Kærlighedstrang, som vil leve i Gerning
for andre, og som er hende medfødt«. Ellinor er godt og heldigt
skildret, medens man har mere ondt ved at forsone sig med Kandidat Engel
og Frk. Alvilda. Fru Tuxens sidste Bog: »Eva Ross« er derimod helt
igennem naturlig og tiltalende. Kompositionen er god, Fremstillingen
fængslende og Intrigerne heldigt opfundne. Først helt ved Slutningen
løses alle de sindrigt slyngede Knuder paa en smuk Maade. Den turde
være Forf.s modneste Bog hidtil.
