Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Ewald: Højsommer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hende i sit Hjærte Afbigt for sine Tanker. For
disse undrende Øjne var saa uskyldige, denne
bløde, vigende Mund saa frisk, at han øjeblikkelig
saa, hans ny Bekjendt var en ung Kvinde, der
havde hele sin gyldne Skat i Behold.
Saa smilte han og hilste, men rejste sig ikke
op og blev ved at se paa hende.
»Jeg har vist sovet,« sagde hun. Og ligesom
hun havde sagt det, blev hun lysvaagen, sprang op,
rettede paa sin Dragt med et rask Tag i
Kjolelinningen og tog sin Hat og sine Handsker.
»Det har De ganske vist, Frøken. Og jeg
har vaaget over Dem. Her har ikke været andre
end to Røvere. Dem hængte jeg henne i Skoven.
Jo — og saa en Bjørn, som jeg drejede Halsen om
paa og smed i Vandet.«
»Det var da en Guds Lykke, at Hr. Mørck
var hos mig,« sagde hun smilende.
»Frøknen kjender mig? — Saa er De sagtens
fra Sundkjøbing? — Faar jeg Lov at vide, hvis
Ridder jeg har været?«
»Jeg hedder Ingeborg Nielsen.«
Han saa uhyre eftertænksomt hen for sig og
rystede paa Hovedet.
»Jeg kjender Dem ikke. Men det er ogsaa
fem Aar, siden jeg sidst var i Byen. Den Gang
gik De formodentlig paa Frøken Mortensens Anstalt?«
»Det gjorde jeg,« svarede Ingeborg og knappede
den sidste Knap paa sin Handske. »Og hvis De
nu vilde give mig min Parasol, vilde jeg være Dem
meget forbunden.«
Han blev ganske rolig liggende og gjorde slet
ikke Mine til at aflevere sit Rov.
»Jeg begriber ikke, hvorfor jeg skulde give
Dem den, Frøken Ingeborg Nielsen,« sagde han
med Eftertryk paa Navnet. »Jeg kjeder mig aldeles
forfærdeligt, og De skylder mig da allermindst et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
