Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Trakfater 1523—60 (Traités da Danemark et de la Norvége 1523—60) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
514 1546. 14. Juli.
Hertug Albrecht af Preussen, Hertug Ernst af Lyneborg, Hertug Henrik
af Meklenborg, Kurfyrsten af Sachsen og Landgrev Filip af Hessen,
til at sende Raader til en Forhandling, vilde han, saavidt hans Borns
Ret angik, underkaste sig deres Kendelse; for sin egen Person var han
fornøjet med, hvad Kongen og hans Brødre vilde unde ham. Da kort
ejtei PfaLgrev Frederiks Marskalk meddelte Hertug Henrik af Meklen
borg, at Pfalzgreven nu ogsaa var villig til Forlig, antog Christian III,
hvem Hertug Henrik satte i Kundskab herom, Hertugen som Mægler.
Paa Hertug Henriks Forespørgsel erklærede Pfalzgreven 36. Dec., at
forinden han kunde erklære sig nærmere om sine Fordringer, maaite
han have Sikkerhed for, at Modparten vilde gaa ind paa rimelige
] ilkaar, deriblandt Christian IFs Frigivelse eller midlertidige Løsladelse
af Fcengslet for at deltage i Inderhandlingerne eller i det mindste fri
Adgang til ham i Fængslet for at høre hans Mening om en Over
enskomst. I Slutningen af Jan. 15H kom Hertug Henriks Kansler
Casper v. Schonaich til Christian III i Rensborg for at faa Besked om
dennes Vilkaar. Christian III erklærede sig her villig til at frigive Chri
stian II og overdrage ham et Slot, hvor han kunde have en fyrstelig
Underholdning med Ret til at jage og fiske, dog skulde Folkene paa
Slottet sværge til Christian III til Gengæld skulde Christian II for sig
og Døtre give Afkald paa alle Fordringer paa Rigerne og Hertug
dømmerne, og dette Afkald skulde ratificeres af Kejseren, den romerske
Konge, Pfalzgrev Frederik og Hertugen af Lothringen. Da al Strid
maatte anses for endt ved en saadan Overenskomst, vilde Christian III
ogsaa give Pfalzgreven paa hans Gemalindes Vegne en rimelig Pengesum
for hendes formentlige Ret, og han vilde, naar alle Aftaler vare
trufne, give Pfalzgrevens Gesandter Adgang til at tale med Christian II
i Overværelse af nogle af Kongens betroede Raader. Lignende Vilkaar
opstillede Christian III ogsaa, da Hertug Ernst af Lyneborg samtidig
tilbød sin Mægling. Den nærmere Forhandling henvistes dog i begge
hlfælde af Christian III til Rigsdagen i Speier, hvortil han ved Hertug
Henrik af Wolfenbuttels Mellemkomst havde faaet Lejde for sine Gesandter.
Insti uksen (jvfr. Indledningen til Rr. 65) for de danske Gesandter, der
scndtes til Rigsdagen, bemyndigede ogsaa disse til at slutte en Over
enskomst med Pfalzgreven paa det ovenfor angivne Grundlag og i saa
Tilfælde love hver af Døtrene 150,000 Gl. Trods Fredslutningen med
Kejseren paa Rigsdagen og filere Rigsfyrsters ivrige Bestræbelser for at
bevæge Pfalzgreven til Forlig, lykkedes det dog ikke at faa en Over
enskomst i Stand, da de danske ikke paa nogen Maade vilde
hore Tale om Landafstaaelse, og Pfalzgreven paa sin Side ikke vilde
lade sig nøje med »ein schimpflich geld«.
Skønt der efter Fredslutningen med Kejseren i Henhold til Fredens
§17 blev tilslaaet Christian H større Frihed, var det ham dog en stor
Skuffelse, at der ikke var kommen en fuldstændig Udsoning i Stand,
der helt kunde gore Ende paa hans Fangenskab. Paa hans ind
stændige Anmodning begav derfor Lensmanden paa Sønderborg Bertram
v. Ahlefeldt, med hvem han stod paa en særdeles god Fod, sig i
Sommeren 154-5 til Kongen for paany at bringe en direkte Forhandling
i Stand metlem de to Fcettere. Christian III forlangte, før nærmere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
