Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1561—88 (Traités du Danemark et de la Norvège 1561—88) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228 1570. 13. Dec. Nr. 13.
give Elfsborg tilbage. Skibene, Afstaaelserne i Lifland og Herjedalen
og Jemteland var ikke Erstatning nok for Elfsborg. Flere af Skibene
duede ikke rel meget, Besiddelserne i Lifland voldte kan Kongen store
Bekostninger, og nåar han ønskede at faa dem fra Sverrig, var det
kun af Hensyn til de ulykkelige Indbyggere, der saa vilde blive for
skaanede for Russernes Angreb. Herjedalen og Jemteland laa langt
borte, kunde vanskeligt forsvares, da de ingen Fæstning havde, og saa
vidt de Danske vidste, var de i Øjeblikket siet ikke i Sverrigs Besid
delse. Med Hensyn til Lifland kunde de Danske ikke erklære sig paa
de Svenskes Tilbud om at restituere hvad der hørte til Stifterne Øsel
og Reval til Kejseren, førend de havde Vished for, at denne igen vilde
overdrage Landene til Kongen af Danmark som Skytsherre. Endvidere
maatte de hævde, at foruden Hapsal, Lode og Leal og andre Perti
nentier hørte ogsaa Sonnenburg, Klosteret Padis og Domkirken i Reval
til Stifterne. En bestemt Tid for Restitutionen maatte ogsaa fastsættes.
Forbud mod Handel paa Narva kunde Danmark ikke gaa med Ul af
Hensyn Ul Freden med Rusland. I en særskilt Forhandling med de
kejserlige søgte disse sidste at bevæge de Danske til at lade Fordringen
om de 400,000 Dir. falde, men uden Held.
I de følgende Dage forhandlede Mæglerne igen med de Svenske
og havde derefter paany en Konference med de Danske den 25. Nov.
Man blev her enig om Formen for Voldgiftskendelsen om Vaabnene,
hver af Parterne skulde vælge en Kurfyrste og eii Fyrste til Adjuncti
for Kejseren. De kejserlige erklærede, at skønt de ikke havde tilstrække-
Ug Fuldmagt angaaende Lifland, kunde man sikkert gaa ud fra, at
Kejseren ikke vilde have noget imod at overdrage Protektionen over
de af Sverrig afstaaede Lande i Lifland til Kongen af Danmark, da
man ogsaa derved i Forening med Polen lettere kunde faa Fred med
Rusland. Pernau vilde de Svenske ogsaa opiage i deres Renunciation.
De Svenske havde ogsaa erklæret, at den svenske Konge ikke vilde
hindre de Danske i Sejladsen paa Narva, forudsat at den danske
Konge heller ikke hindrede Svenskerne deri, men man haabede dog
stadig, at den danske Konge under de nuværende Forhold ikke vilde
tillade sine Undersaatter at styrke Russerne. Nogen Krigsskadeserstat
ning eller Betaling for Elfsborg kunde Svenskerne ikke give. De pom
merske Gesandter stillede Forslag om, at det SOaarige Forbund af
1541 optoges i denne Traktat, da der var flere gode Artikler deri.
De Danske erklærede dog straks, at de ikke havde nogen Instruks Ul
at forhandle om det 50 aarige Forbund, det maatte henvises til en
senere Forhandling. De kunde ikke fravige de 400,000 Dir. for Elfs
borg, men maatte, hvis Svenskerne ikke vilde gaa ind derpaa, forlange
Spørgsmaalet om Krigsskadeserstatning og Elfsborgs Afstaaelse henvist
Ul Afgørelse ved en Voldgiftskendelse. De kunde heller ikke gaa ind
paa, at der optoges noget om en foreløbig Indskrænkning i den fri
Fart paa Narva, men hvis man henvendte sig til Kongen, vilde denne
sikkert stille sig tilbørligt. Da Danmark i det hele tåget ikke kunde
slutte nogen Fred uden Lybæk, maatte den fri Fart paa Narva
ogsaa indrømmes Lybækkerne. Da Svenskerne vilde regne Klosteret
Padis, Sonnenburg og det halve Leal til Ordenen, ikke til Stifterne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
