Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1589—1625 (Traités du Danemark et de la Norvége 1589—1625) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
400
1621.4./H.Maj. Nr. 25.
tallei af Fyrsterne i Unionen var tilbøjelig til at slutte Fred med Kejse
ren\ Vosbergen vilde saa have, at Christian IV skulde skrive til Uni
onen og opfordre den til indtil videre at holde sine Stridskræfter sam
men, da han vilde tåge Spørgsmaalet om Hjælp til den under fornyet
Overvejelse. Christian IV vilde dog ikke seiv skrive til Unionen, men
billigede, at Prinsen af Oranien gjorde det
Under de følgende Forhandlinger med Vosbergen erklærede Kansler
Kristian Friis, at Christian IV var beredt Ul at befri det tyske Rige for
Spinolas Indfald, men han maatte, forinden han foretog sig noget, have
Sikkerhed i forskellige Retninger. Det kunde jo nemlig befrygtes, al
Unionen sluttede Fred med Kejseren, førend Christian IV var færdig med
sine Rustninger. Hvis Kejseren saa angreb Christian IV, maatte’Gene
ralstaterne paatage [sig at hjælpe ham. Deres Indflydelse kunde sikkert
ogsaa bevæge Stæderne i den nedersachsiske Kreds til at gaa med. Man
ønskede fra dansk Side en almindelig Alliance med Generalstaterne, ikke
indskrænket til det ene Punkt, Understøttelse af Unionen, og man saa
ikke, at der kunde være noget til Hinder derfor, undtagen maaske Gene
ralstalernes Forbund med Hansestæderne. Det forlangtes ikke ligefrem,
at Generalstaterne skulde ophæve delte Forbund, men da Hansestæderne
var fjendtligsindede mod Danmark og kun upaalidelige Venner af Gene
ralstaterne, kunde man ikke ’slutte nogen Alliance med Generalstaterne,
medmindre disse vilde give Kongen beroligende Erklæringer om deres
Forhold til Hansestæderne. Vosbergen indrømmede, at Hansestæderne
saa med Mistænksomhed paa Kongens Rustninger, men nåar de saa, at
disse ikke gjaldt dem, men at Kongen for Alvor vilde understøtte Prote
stanternes Sag, vilde deres Mistænksomhed forsvinde. Generalstaterne
var rede til at hjælpe Christian IV mod Kejseren og ønskede ogsaa, at
hele den nedersachsiske Kreds skulde være med, ogsaa Stæderne, men
saa maatte der først holdes en Kredsdag og en Hansedag, og der var
periculum in mora. Det hele kunde bedst ordnes ved, at Christian IV
tiltraadte Alliancen mellem Generalstaterne, England og Unionen. Det
var heller ikke nødvendigt at afvente en Kredsdag i den nedersachsiske
Kreds. Christian IV skulde saa snart som"muligi sammenkalde en Fyrste
dag af de Fyrster, som var Unionen venligsindede, og forelægge Sagen for
Deres Beslutning vilde saa blive bestemmende for den senere Kreds
dag 2. Christian IV gik ind paa denne Tanke og sendte straks 9. Jan. Ind
Unionen var i Virkeligheden ogsaa i fuld Opløsning. Paa Unionsfor
samlinger i Ulm Juni 1620 og senere Forsamlinger i Worms i Sept. og Dec.
samme Aar bevilgedes ganske vist Hjælp til Bøhmen og Pfalz, og det udtaltes
stærkt, at man ikke vilde opgive at forsvare Pfalz. Stæderne og flere af de
vigtigste Fyrster var dog ikke mødt, og flere af Fyrsterne forhandlede enten
direkte eller gennem Mellemmænd om Udsoning med Kejseren (M. Ritter,
Deutsche Geschichte 1555—1648 III. 114 ff.). 2 J. P. Arend, Algemeene Ge
schiedenis des Vaterlands III, 3, S. 589—600 (efter Vosbergens Gesandtskabs-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
