Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1589—1625 (Traités du Danemark et de la Norvége 1589—1625) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
399
1621.4./14.Maj
Nr. 25.
gere disses Besiddere til sine Fjender og vilde heller ikke kanne holde
dem, Yde Hjælp med Krigsfolk eller Penge kunde Kongen heller ikke,
saalænge de nærmere liggende Lande og Slceder holdt sig i Ro. Han
maatte i alt Fald først have Sikkerhed for, at de Stænder i den neder
sachsiske Kreds, der laa nærmere ved, ogsaa vilde gaa med til at yde
Hjælp. I saa Fald vilde Kongen ikke undslaa sig for at yde Hjælp for
sin Del af Holsten, dog kan for at sikre den augsburgske Konfessions
Tilhængere deres Ret, ikke for at vække Ufred i det tyske Rige mod
Kejseren \
Paa sin Rejse til Danmark havde Didrich v. Werder lagt Vejen over
Nederlandene, hvor Prins Morits af Oranien havde lovet at sende en
Gesandt til Danmark for at understøtte Unionens Begæringer. I Dec.
1620 sendtes ogsaa Kasper v. Vosbergen, Ridder og Raad i det høje Raad
i Provinserne Holland, Zeeland og Vestfriesland til Danmark 2. Vosbergen
havde Ordre til at rejse saa hurligt og saa hemmeligt som muligt. Saa
snart han kom til Danmark, skulde han anmode om Hjælp til Unionen
og erklære, ai Christian IV ved ali, hvad han foretog sig til Gunst for
Unionen, kunde regne paa Generalstaternes Hjælp. I de sidste Dage af
Dec. traf Vosbergen i Kolding v. Werder, der betragtede sin Sendelse som
fuldstændig mislykket og raadede Vosbergen til hellere straks at vende
om. Vosbergen beslultede dog at fortsætte sin Rejse og at lade, som om
han siet ikke havde truffet v. Werder. Den 3. Jan. 1621 ankom Vosber
gen Ul København, hvor han havde Avdiens hos Kongen den 6. Jan.
Han blev i Modsætning til Gesandterne fra Bøhmerkongen og Unionen
modtaget med stor Opmærksomhed af Christian IV, for hvem det af
Hensyn til Planen om at faa Sønnen Frederik valgt til Koadjutor i Bre
men var af største Vigtighed at sikre sig Generalstaternes Velvilje. Ien
skriftlig Proposition 8. Jan. opfordrede v. Vosbergen indtrængende Chri
stian IV til at yde Protestanterne i Tyskland Hjælp, det var nu mere
nødvendigt end nogensinde tidligere. Det var heller ikke olene Pfalz, der
var truet; alle protestantiske Fyrster, der havde gejstlige Stifter, var
truede. Alle Protestanter i Tyskland, navnlig i den nedersachsiske Kreds,
saa ogsaa hen til Christian IV som deres Frelser. Det eneste, der nu
kunde hjælpe, var et Forbund mellem alle protestantiske Magter mod
Katholikkerne. Christian IV svarede, at han straks vilde sammenkalde
Rigsraadet til Drøftelse af Siluationen, og bad Vosbergen afvente dets
Beslutning. Man meddelte ogsaa Vosbergen det Svar, der var givet Wer
der, men Kansler Kristian Friis udtalte, at en af Grundene til det af
slaaende Svar var, at man nærede stærk Tvivl om, at Unionen havde
ment noget alvorligt med Sendelsen, da man havde faaet at vide, at Fler
1 Chr. IVs Resol. til D. v. Werder 18/u 1620 (Tyske Kane. I. A. Urtheile
und Bescheide 1600—24). 2 Generalst.’s Kreditiv 3/i2, Prins Morits af Ora
niens Kred. 8/i2 1620 (Holland A).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
