Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1651—64 (Traités du Danemark et de la Norvège 1651—64) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46 1653. 19. Marts. Nr. 4.
hvad det var der var undertvunget. Det Punkt, hvorom det hele drejede
sig, var, om Stadt- og Batjadingerland før Erobringen 1514 havde været
et fuldstændig frit Land, der ikke tidligere havde anerkendt nogens Over
højhed, saa det, som Brunsvig-Lgnehorg paastod, var en helt ng Erhver
velse. v. der Lippe søgte at bevise, at del var en umulig Paasland. Det
maatie enten have slaaet umiddelbart under Kejseren eller under en an
den Fyrste. Det første var umuligt, da Kejseren saa ikke havde kunnet
tillade Brunsvig-Lyneborg at krænke hans Ret ved at undertvinge det og
disponere over det. Men stod del under en anden Fyrste, hvem kunde
det saa være anden end Greven af Oldenborg, der havde begæret Bruns
vig-Lyneborgs Hjælp til Undertvingelsen ? I en vidtløftig historisk Frem
stilling søgte v. der Lippe da ogsaa at paavise ud af de ældre historiske
Kilder, at Stadt- og Batjadingerland fra ældgammel Tid af havde staaet
under Oldenborg, men siden havde gjort Oprør. Da det saaledes var en
ældgammel Fællesbesiddelse, ikke nogen ny Erobring, havde det intet at
betyde, ai den holstenske Linje ikke var nævnet i Forleningsbrevene. Da
Christiern I afstod sin Del af Oldenborg til sine Brødre, forbeholdt han
udtrykkelig sig og sin Linje Successionsret, hvis den oldenborgske Linje
skulde uddø, og denne Ret kunde ikke præjudiceres ved senere Traktaten
mellem den oldenborgske Linje og andre Fyrstehuse. Ide 1517, 1521,
1526 og 1569 udstedte Forleningsbreve var Stadt- og Batjadingerland og
saa betegnede som rette fuldstændige Mandslen, og Hertugerne af Slesvig
og Holsten var ubesiridelig Greven af Oldenborgs rette mandlige Lens
arvinger, hvis Krav paa at succedere ogsaa i Siadtland og den ene Tredje
del af Batjadingerland ikke kunde bestrides afnogen. De andre to Tredje
dele af Batjadingerland var ligefrem solgte til Grev Johan XIV uden
Forbehold af Lenshøjhed og havde ubestridt i 126 Åar fulgt Greverne af
Oldenborg, saa Grev Anton Giinther havde været fuldt berettiget til at
afstaa dem til Kongen og Hertugen. For nogle Aar siden havde Bruns
vig-Lyneborg ganske vist rejst Krav paa dem, men Fundamentet herfor
var ganske uden Betydning: et forøvrigt ikke fremlagt Privilegium af
Kejser Sigismund om, at alt hvad det brunsvig-lyneborgske Hus erobrede
med Sværdet skulde følge det som Len, en særlig brunsvig-lyneborgsk
Overenskomsl om, at alle Erobringer skulde være fælles for hele Huset,
en Paastand om, at Salget 1524 ikke var sket frivilligt, men var blevet
aftvunget de da umyndige Heriuger af Grev Johan XIV, og en Paastand
om, at Huset Brunsvig-Wolfenbuttel i sin Tid ogsaa havde forbeholdt sig
Overhøjheden over disse lo Tredjedele. Del sidste modbevistes ligefrem
af de udstedte Lensbreve og de andre Paastande var enten aldeles ube
viste eller uden nogensomhelsl Betydning for andres Ret. Han kunde
derfor ikke se andet, end at Kongens og Hertugens Ret til Stadt- og But
jadingerland, dels som Len, dels som Allodium, var aldeles ubesiridelig,
og kunde derfor ikke tro, at disse vikle nedværdige sig saa megel, at de
vilde lade sig stille daarligere end Greverne af Oldenborg og tilkøbe sig
den dem tilkommende Forlening med Siadtland og den ene Tredjedel af
Batjadingerland ved ogsaa at anerkende de andre lo Tredjedele afBatja
dingerland som Len, hvorfra endda de afdelle Herrer skulde udelukkes,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
