Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1651—64 (Traités du Danemark et de la Norvège 1651—64) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64 1653. 19. Marts. Nr. 4
en Konference med de oldenborgske Gesandter, for ai disse, hvis de iei
eller andet Punkt ikke havde tilstrækkelig Instruks, i Tide kunde ind
hente nærmere Ordre hjemmefra. Ved Forhandlingernes Begyndelse med
de brunsvig-lyneborgske Delegerede skulde de udtale Kongens og Her
tugens Forbavselse over, at de brunsvig-lyneborgske Hertuger paa det
forrige Møde havde spændt deres Fordringer saa høji og var komne med
helt nye Krav. I Haab om, at Brunsvig-Lyneborgerne nu var forsynede
med en mere imødekommende Instruks, vilde Kongen og Hertugen helt
lade deres Fordringer paa Harpstedt falde og tage hele Stadt- og Butja
dingerland til Len med Undtagelse af Accessionerne. For de fra bruns
vig-lyneborgsk Side paa sidste Møde krævede 6000 Rdlrs. aarlig Ind
komst vilde Kongen og Hertugen efter Grev Anton Giinthers Død i nær
mere fastsatte Terminer betale 50,000 Rdlr.; hvis Brunsvig-Lyneborgerne
ikke vilde nøjes med denne Sum, maatie de kongelige og hertuge
tige 9aa Hl ZH- 60,000 Rdlr., men de skulde gøre deres Tilbud gradvis og
se at slippe saa billigt som muligt. Alle Lensydelser, der kunde kræves
af Lenet, skulde dermed være afgjorte og høre op. Derimod kunde
Kongen og Hertugen, naar de skulde betale saa høj en Sum, ikke fore
løbig bekvemme sig til ogsaa at tage alle de Forøgelser og Accessioner,
der ved Rensborgforliget var tilsikrede dem som Allodium, Ul Len sam
men med Lensstykkerne af Stadt- og Butjadingerland. Gesandterne skulde
krceve, ai Greven af Oldenborg blev tilfredsstillet med Hensyn til sine
Allodialarvinger, og udtale, at Kongen og Hertugen ikke troede, at han
vilde gaa ind paa at lade sine Allodialarvinger modtage Efterforlening
af dem. Hverken Kongen og Hertugen eller Oldenborgerne vilde heller
lade sig saaledes binde, ai al Disposition over disse Allodialstykker blev
berøvei dem. Gesandterne skulde ogsaa føle sig for hos de Oldenborgske,
om de havde Bemyndigelse til, foruden Afstaaelse af Stolzenau, at bidrage
noget til Betalingen af de 60,000 Rdlr., men dog ikke trænge for stærkt
paa hermed, da Stolzenau, som Anion Gunther endnu havde Ret til at
beholde i en 10 Aar, skulde indbringe ikke mindre end 14,000 Rdlr.
om Aaret.
Da de oldenborgske Gesandter ikke kom til Hamborg, men rejste
diiekte til Lyneborg, fandt Konferencen mellem dem og de kongelige og
hertugelige Repræsentanter først Sted i Lyneborg. De oldenborgske Ge
sandter rneddelte, at Grev Anton Gunther havde haft Gesandter hos de
brunsvig-lyneborgske Hertuger og erklærei, at han slet ikke var forplig
tet til at tage Stadt- og Butjadingerland til Len af den celliske Linje.
De brunsvig-lyneborgske Hertuger havde hertil svaret, at de heller ikke
havde forlangt noget af ham, men af Kongen og Hertugen. Han havde
kunnei faa langt bedre Belingelser ved en særskilt Forhandling med dem.
De danske og hertugelige, udtrykte deres Forbavselse herover, da Bruns
vig-Lyneborgerne ogsaa til dem havde erklærei, at Kongen og Hertugen
kunde faa bedre Belingelser ved en direkte Forhandling med Brunsvig-
Lyneborg uden om Greven. Den 5. Nov. aabnedes Forhandlingerne med
de brunsvig-lyneborgske Gesandter, men der viste sig snart vidtgaaende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
