Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1651—64 (Traités du Danemark et de la Norvège 1651—64) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264 1658. 12. Maj. Nr. 15.
handle med de gottorpske Afsendinge om Hertugens Fordringer. Da
Joakim Gersdorff og Kristen Skeel ogsaa overfor Kielman erklærede, at
der i Roskilde fra deres Side ikke var givet nogetsomhelst Løfte om at
gaa ind paa de tre af Hertugen opstillede Fordringer, søgte Kielman og
Moltke Stette hos Terlon og den engelske Gesandt Meadowe, der begge
erklærede, at Hertugens tre Hovedfordringer let havde kunnet sæties
igennem i Roskilde, hvis Sten Bjelke havde villel, men nu vilde Hol
stenerne gøre Vanskeligheder. De raadede dem derfor paa det beslem
ieste til ikke at skille deres Sag fra Sverrig og til kun at forhandle i de
svenske Kommissærers Nærværelse. Forhandlingerne vilde efter deres
Mening sikkert blive vanskelige, da særlig Frederik Ahlefeldt var en be
stemt Modstander af Hertugens Fordringer.
Meadowe havde imidlertid overleveret Kielman og Moltke en Erklæ
ring af Frederik III paa Moltkes Specifikation af 28. Febr. Frederik III
erklærede heri: 1. Da Ophævelsen af Fællesregeringen angik Adelens af
Kongen og Hertugen og deres Forgængere bekræftede Privilegier, maatte
dette Punkt henvises til en Landdags Afgørelse. Kongen vilde saa, saa
vidt det stod til ham, resolvere sig saaledes, at Hertugen skulde blive
fornøjet dermed og al Strid blive ophævet. 2. Suverænitet for Hertugen
og hans mandlige Efterkommere vilde de tilstedeværende Rigsraader nok
bevilge, men for at Hertugen kunde være sikker, maatle alle Rigsraader
samtgkke deri paa et Møde, som Kongen vilde sammenkalde saa snart
som muligt. 3. Angaaende Svabsled Amt vilde Kongen enes med Her
tugen, saasnart de mødtes,saa alt skulde blive ordnet i Venlighed. Naar
Hertugen blev tilfredsstillet i disse 3 Punkter, haabede Kongen, al Her
tugen vilde lade sine andre Fordringer falde.
Fra dansk Side stillede man sig oprindelig paa det Standpunkt, at
Forhandlingerne kun angik Kongen og Hertugen, og vilde derfor ude
lukke baade de svenske Kommissærer Bjelke og Coyet og den franske
Gesandt Terlon fra Forhandlingerne, men dette Standpunkt maatte til
sidst opgives. Forhandlingerne forløb ikke særlig venskabeligl. Sær
lig klagede de gottorpske Afsendinge over, at Frederik Ahlefeldt op
traadte meget skarpt. Den 2. April fandt der en Konference Sted mellem
de danske og gottorpske Kommissærer paa det islandske Kompagnihus.
Ahlefeldt erklærede her, at Kongen gerne vilde afhjælpe alle Hertugens
Besværinger paa én Gang, men det var Sager, som ikke kunde afgøres
her. Det maatte ske paa den i Unionen mellem Kongeriget og Hertug
dømmerne foreskrevne Maade, ved en Voldgiftskendelse af 8 Raader fra
hver Side. Da Hertugen altid beraabte sig paa Unionen, gik han ud fra,
at Hertugen vilde gaa ind derpaa. De gottorpske Kommissærer erklæ
rede hertil, at de maatte henholde sig til det i Art. 22 i Freden mellem
Danmark og Sverrig bestemte. Hertugen kunde heller ikke opgive noget
af del, der var saa godt som afgjort ved Forhandlingerne i Taastrup og
Roskilde. Med Hensyn til Ophævelsen af Lensforholdel hævdede de Danske
stadig, at det afhang af Rigsraadet. Fællesregeringen kunde Kongen og
Hertugen heller ikke egenmægtig ophæve. Det stred mod Adelens Privi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
