Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1651—64 (Traités du Danemark et de la Norvège 1651—64) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390 1661. 13. Febr. Nr. 23.
Sverrig stod stadig som Årvefjenden og trods Svcekkelsen under Formyn
derregeringen som den overlegne Magt, mod hvem man maatte sikre sig
ved Alliancer med andre Magter. Frederik III og hans Raadgivere —
maaske med Undtagelse af Hannibal Sehested, der endda ikke i levende
Live tog Ordet for en oprigtig og endelig Udsoning med Sverrig — var
heller ikke til Sinds at betragie Københavnerfredens Bestemmelser som
den endelige Afgørelse. Der kunde ganske vist ikke være Tale om, at
Danmark foreløbig kunde tænke paa Krig mod Sverrig, dertil var Lan
det altfor udmatlet og edelagt, men man vilde ved Afslutningen af Alli
ancer dels sikre sig mod Sverrig, dels forberede en Revanchekrig. Særlig
gjaldt det om at faa sluttet Alliancer, hvorved man foruden Hjælp i
paakommende Tilfælde ogsaa kunde opnaa Subsidier i Fredstid, for ved
Hjælp af dem at kunne bringe Hær og Flaade paa Fode igen og hjcelpe
noget paa den fortvivlede Finansnød.
At der ikke kunde paaregnes Pengehjælp fra Kejseren, Polen eller
Brandenborg, var man i København klar over. En saadan kunde kun
faas hos Vestmagterne. Disses Magt, særlig Frankrigs, var ogsaa i Stig
ning, medens Kejserens af Spanien støtlede Magt var i Nedgang. Kunde
der opnaas Alliancer med Frankrig og England, der hidtil havde været
Sverrigs Støtter, kunde man ogsaa regne med, at Sverrig næppe turde
eller ikke vilde faa Lov til at angribe Danmark. Fald Enighed om at
skabe en Nyorientering i dansk Politik ved Tilslutning til Vestmagterne
var der dog ikke i de danske Regeringskredse. Ei Parti med den ind
flydelsesrige Grev Christian Rantzau i Spidsen holdt stadig nærmesi fast
ved Forbindelsen med Kejseren og hans Tilhængere. Andre mente, at
man foreløbig stod sig bedst ved ikke at iage noget bestemt Parti. Hoved
manden for Planerne om en Tilslutning til Vestmagterne, navnlig Frank
rig, var Hannibal Sehested, og han fandt heri Støtte hos Dronning Sofie
Amalie, der gennem Broderen, Hertug Johan Frederik af Hannover, var
vundet for Frankrig, og ligesaa hos Kristoffer Gabel og Theodor Lente,
til Dels ogsaa hos Frederik Ahlefeldi, der dog mente, al man burde gaa
meget forsigtigt til Værks for ikke at styrte Danmark i en ny Krig.
Foreløbig rejste der sig dog en Del Modsland mod en Forbindelse
med Frankrig, der var saa nøje knyttet til Sverrig og stod ien saa skarp
Modsætning til Kejseren og Spanien, saa Danmark ved en Ålliance med
Frankrig let kunde blive draget ind i en Krig mod sine tidligere For
bundsfæller. Derimod syntes der i Øjeblikket ai være en gunstig Lejlig
hed til at faa en Ålliance med England i Stand og derved fjærne det fra
Sverrig. Der var Grund til at antage, at den tilbagevendte Karl II vilde
slaa ind paa en Politik, som var modsat den, der var bleven fulgt i den
engelske Republiks Tid. Allerede i Juni 1660 havde Frederik III sendt
Henrik Villumsen Rosenvinge til KarlII for midlertidig at varetage Dan
marks Interesser og for at overbringe Kongen et Brev, hvori Frederik III
meddelte, at han senere vilde sende et ekstraordinært Gesandtskab til Eng
land for at lykønske Karl II til hans Tilbagevenden og forebringe for
skellige Ting, der vedrørte begge Riger. Skrivelsen overleveredes 9. Juli
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
