Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Danmark-Norges Traktater 1665—75 (Traités da Danemark et de la Norvège 1665—75) - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152 1666. 15./25. Okt. Nr. 9.
senere Drøfielse samme Dag mellem Klingenberg, de Wiit og Lorenz
Miiller om, hvorledes man skulde indrette Traktaten, hvis Brandenborg
ikke vilde tiltræde, fremdrog Lorenz Mutter atter Spørgsmaalei om Norge
og vilde have Ret til at gøre en Reservation herom. Klingenberg afviste
dog dette bestemt og de Witt sluttede sig til ham, saa Lorenz Miiller
maatte opgive sin Fordring.
Den 11. Okt. fandt den sidste Konference Sted. Art. 3 og 4 blev
som i den forrige Konference vediaget, skønt Lorenz Mutter paang erin
drede om Norges og Preussens Udelukkelse fra Garantien, og Klingenberg
igen forsøgte at faa det brandenborgske Kontingent sal ligesaa højt som
det danske. Angaaende den i Art. 9 vediagne Ændring opstod der atter
stor Strid. Man havde faaet Mistanke om, at der stak noget under det
brandenborgske Forslag om at mildne de oprindelig skarpere og mere
bestemte Udtryk, og at det ikke rigtig var Alvor fra Kurfgrstens Side
med hans Tiltrædelse af Alliancen. Særlig fra nederlandsk Side kræve
des, at dei skulde være Alvor med Hjælpen, naar en blev angrebet, da
de forpligtede sig til saa store Subsidier, som man aldrig havde set i Hi
storien. Til Slut foreslog Klingenberg, at de assisterende Parier skulde
forpligte sig til at føre Krigen mod eventuelle Angribere, som om de seiv
var blevne angrebne, hvilket endelig alle Parier gik ind paa. Da baade
Nederlænderne og Brunsvig-Lgneborgerne protesterede mod Munslers
eventuelle Tiltrædelse af Alliancen, blev Miinster ikke nævnet. Hessen-
Cassel blev heller ikke nævnet, da Landgrevinden i en høflig Skrivelse
havde meddelt, at hun ikke kunde tiltræde Alliancen.
Den 10. Okt. havde Kurfgrsten givet sine Gesandten Fuldmagt til at
underskrive Traktaten, men dog forlangt, at Nederlandene, hvis de ikke
vilde garantere Preussen, i Tilfælde af Angreb paa dette Land, skulde
betale Kurfgrsten de Hvervepenge og Subsidier, som de havde lovet Bruns
vig-Lgneborg. Da de Witt ikke vilde gaa ind herpaa, og Lorenz Miiller
erklærede, at han havde bestemt Ordre til ikke at garantere Preussen,
maatte de brandenborgske Gesandter 13. Okt. paang begære Resoluhon
af Kurfgrsten. Romswinckel raadede dog Kurfgrsten til at antage Trak
taten, som den forelaa, da den sikkert ellers blev sluttet uden Branden
borg. Man kunde saa forbeholde sig særskilt Forhandling med Bruns
vig-Lgneborg angaaende Forsvaret af Preussen, ligesom Klingenberg
havde gjort med Hensgn til Norge, som Brunsvig-Lgneborg heller ikke
vilde garantere.
Da Frankrig stadig gjorde sig Anstrængelser for ai faa Alliancen
forpurret, beslutlede Lorenz Miiller, for ikke ai bringe hele Sagen til at
strande, at underskrive Traktaten, under Forbehold af sine Herrers Ap
probaiion, og nøjes med at gøre en Revervaiion til Protokollen med Hen
sgn til Norge og Preussen, dog erklærede han paa Klingenbergs Fore
spørgsel, at hvis Sverrig angreb Norge og Krigen udstraktes til Danmark,
vilde Brunsvig-Lgneborg hjælpe. Klingenberg nøjedes derefter med at for
lange en formel Tilførsel til Protokollen om, at han ikke kunde antage
nogen Reservation med Hensgn til Norge. Den 14-. Okt. kunde de neder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
