Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25
1676. 23. Dec.
Nr. 3.
angribe, og om muligt hjælpe til med Angrebet. Ingen maatte slutte
Stilstand eller Fred paa egen Haand, men skulde holde fast ved de med
Kejseren, Spanien og Nederlandene sluttede Traklaler, indtil en redelig
og sikker Fred var opnaaet. Seiv om Kejseren, Spanien og Nederlandene
mod Forventning ikke skulde holde alt, hvad de hande lovet, vilde de tre
Allierede dog ikke straks forlade Forbundet med dem, men i Forening
ved alle Midler formåa dem til at holde, hvad de havde lovet. Da ikke
olene Danmark, men alle de ved Østersøen liggende Magter havde lidt
Skade ved, at Sundet var blevet delt og at Sverrig havde opnaaet Told
frihed, vilde ingen af Parterne tilraade eller slutte Fred, førend Sverrig
igen havde afstaaet Sundet og Slottet og Byen Helsingborg til Danmark
og opgivet Toldfriheden. Hvis Danmark erobrede mere i Skaane, Hal
land, Blekinge og Norge, vilde baade Brandenborg og Brunsvig-Lyne
borg holde aldeles fast paa, at Danmark skulde beholde det ved Freds
slutningen. Da de Allierede i Haag havde opfordret Danmark til at
angribe Bremen, skulde Danmark ogsaa have Del i det, som erobredes
her. Da de tre brunsvig-lyneborgske Hertuger deltog personlig i Krigen
med saa store Styrker og havde forhindret de franske Hære i at gaa
over Rhinen og forene sig med Svenskerne, skulde de, seiv om de ikke
kom til at deltage i Kampen i Bremen, have Halvdelen af dei, som erob
redes her. Af Hensyn til Kurfyrstens store Forljenester i Krigen og den
usigelige Skade, hans Lande havde lidt, vilde de andre to Parter ved
Fredsforhandlingerne slaa absolut fast paa, at han skulde beholde alt
hvad han erobrede i Pommern samt Staden Wismar, hvis den blev erob
ret af de Allierede. — Da imidlertid Udgangen af enhver Krig, seiv den
retfærdigste, var uvis, og det derfor kunde gaa saaledes, at de ikke olene
ingen Satisfaktion kunde faa af Sverrig, men maatte se en Del af deres
Lande og Fæstninger i Fjendens Haand, haabede de, at Kejseren, Spa
nien og Nederlandene enten ved Traktaler eller ved Vaabenmagt igen
vilde hjælpe dem til det tabte. Hvis dette Haab skulde slaa fejl, vilde de
undersøge deres egne Kræfter og raadslaa, om det var dem muligt at
fortsætte Krigen. Alle Parter forpligtede sig til at holde Traktaten saa
hemmelig som muligt. Skønt Oprigtighed og den gode Tillid, som de
alle nærede til Kejseren, Spanien og Nederlandene, egentlig krævede, at
de meddelte disse Traktaten, maatte en enkelt af dem dog ikke gøre det,
men det skulde, hvis det blev nødvendigt, ske af dem alle i Fællesskab
paa den Tid og den Maade,som de blev enige om. Ratifikationen skulde
ske inden -4 Uger.
Det var ikke paa noget særlig heldigt Tidspunkt, at Resident Brandt
forelagde dette Udkasl for sin Herre. Kurfyrslen var i dette Øjeblik i
meget daarligt Humør over, at den danske Regering stadig nølede med
at gaa angrebsvis til Værks mod Sverrig. Han havde meget at bemærke
Ul Traktatudkastet og beordrede Kansler Lorenz Christof v. Somnitz og
Gehejmeraad Bodo v. Gladebeck Ul al forhandle nærmere med den danske
Gesandt i Berlin Just Høg om det. I en Konference, hvori ogsaa Resi
dent Brandt deltog, gjorde de brandenborgske Repræsentanter en Del
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
