Samling af Danske Digte, componerede for Sang med Accompagnement af Guitarre / 1. Hefte / 3 Author: Andreas Peter Berggreen Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Födselsdagen ved A. Öhlenschlæger

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Födselsdagen.

Un poco Allegretto.

1. Jeg vaagnede ved Nattergalens Slag. Naturen rödmed, Natten var forsvunden. Med harpen glad jeg traade ud i Lunden; det var min kjære Piges Födselsdag! det var min kjære Piges Födselsdag!                 2. Med Taarer hen i Solens Glands jeg saae: alt funkled mig saa broget, mildt i möde Kjærminderne var dobbelt himmelblaae, og Roserne var dobbelt purpurrøde.                 3. Og Lærken hisset, paa den gröonne Vang. steg höit fra Græsset under sölv blaa Sphære, og qviddred, syntes mig, en Morgensang paa Emmas Födselsdag til hendes Ære                 4. Da steeg saa vildt, saa underligt min Aand. Mit Hjerte blussed, og jeg famled længe, för skjælvende af Glæde, med min Haand, jeg kunde finde Harpens brune Strænge.                 5. Og da jeg nu ved Strængens sagte Lyd, midt i den skjönne Cirkel vilde stræbe, at synge om min Elskov og min Fryd — da var min Tunge stum og taus min Læbe.                 6. Da lod jeg modlös Harpen synke ned, og spurgte med en Taare i mit Oje: Hvi nægter du mig grumt, du Evighöie! paa Emmas Dag at synge Kjærlighed?                 7. Men see da blev jeg vaer en fager Mand, med Pensel i sin Haand han længe skued mod Östen hen, hvor Morgenröden lued mildt over Busken, i den gyldne Strand.                 8. Og ofte saae jeg ham at male ned; men svage var hans Træk, og uden Lykke. Da raabte han med Fryd: Hvad kan udtrykke, o evige Natur, din Herlighed!                 9. Og over Fjeld jeg hörte Elskovs Lyd: Natur, dit sande Liv kan ingen male! og gjennem Roser hörtes Zefir tale: o mindre Elskovs höie, söde Fryd!                 10. Da gav jeg Glæden i mit Hjerte Rum; da standsede min Taare med min Klage. Til Emmas Bryst jeg vendte taus tilbage, og takked Gud, fordi jeg var saa stum!

A. Öhlenschlæger.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>