1. Hör, hvor Aftenvinden klynker, mellem spæde Vovers Stöd! Bölgen sukker huult, og synker mat i Havets dybe Skjöd. 2. Der, hvor sorgfuldt Naanen skimrer i det blidt oprörte Hav; der, hvor hviden Boble gflimrer, der er Dyds o£ Zullas Grav. 3. Blödt omslynged Elskovs Kjede Adolphs favre, hulde Brud; hendes Smiil var Skabtes Glæde, hendes Hjerte fryded’ Gud. 4. Adolph drog til fjerne Steder, mandig, ædel; Zulla værd; Vimplen kaldte ham til Hæder, Seier var hans Orlogsfærd. 5. Laurbærkront han hjem lod stande, hjem til Held i Zullas Favn; paa bedragelige Vande, saae hun skride frem hans Stavn. 6. Rört af Glædens Lyn den Gode fölte sig saa kjæk og stor; til en Baad hun sig betro’de, rask sin Ven i möde foer. 7. O! hvor de sig öined glade, hvor de raabte “jeg er din“! Ak! blandt Elskovs Myrtheblade flætted Döden Rosmarin. 8. Kjölen vendtes: Adolphs Pige nævned ham, og, ak! var död; hun og Manden sank tillige: Zullas Navn i Bölgen löd. 9. Derfor Aftenvinden klynker mellem spæde Vovers Stöd! Bölgen sukker huult og synker mat i Havets Morderskjöd. 10. O! sorgmodigt Maanen skimrer i det blidt oprörte Hav. og, som Taarer Boblen glimrer over myrdet Ömheds Grav! |