Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240 Sonja Kovalevsky.
spille hans Yndlingsstykke for ham. Tanja
glædede sig allerede paa Forhaand over, hvor
henrykt han vilde blive.
Hun begyndte at spille. Stykkets Vanske-
ligheder, Nødvendigheden af at følge nøje med
enhver Node, Angsten for at slaa en falsk Tone
an lagde snart saa fuldstændig Beslag paa hendes
Opmærksomhed, at hun slet ikke gav Agt paa,
hvad der foregik omkring hende. Saa sluttede
hun da, i den selvtilfredse Bevidsthed om at have
gjort sine Sager fortræffelig, og sad dér med
trætte Fingre, endnu ganske fyldt af Musiken og
den behagelige Sindsbevægelse, der altid følger
med et vel udrettet Arbejde — og ventede paa
sin velfortjente Ros. Men det var stille omkring
hende. Tanja saa’ sig om — der var ingen i
Værelset.
Hun blev beklemt om Hjærtet. Uden endnu
at nære nogen bestemt Mistanke, men med en
dump Anelse om en lurende Ulykke, gik hun
ind i det næste Værelse. Det var ogsaa tomt.
Tilsidst, da hun løftede Portieren op for Dør-
aabningen til den lille Hjørnestue, fik hun Øje
paa Fedor Michajlovitsch og Anjuta. Og hvad
var det vel, hun saa’?
De sad ved Siden af hinanden i den lille
Sofa. Værelset var svagt oplyst af en Lampe
med stor »kjærm, hvis Skygge faldt lige paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
