Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242 Sonja Kovalevsky.
klæde sig af, idet hun rev Kjolen og Skjørterne
af sig og endnu halvt paaklædt kastede sig paa
Sengen, hvor hun begravede Hovedet under
Tæppet. I det Øjeblik havde hun kun én Tanke
— hun var bange for, at Søsteren skulde komme
og kalde hende tilbage til Dagligstuen. Nu kunde
hun ikke se dem. ;
En Følelse, som hun aldrig før havde kjendt,
af Bitterhed, Forurettelse og Undseelse — i Sær-
deleshed Undseelse og Forurettelse — fyldte
hendes Hjærte. Hidtil havde hun ikke engang
i sine hemmeligste Tanker gjort sig Rede for
sine Følelser for Dostøjevski eller sagt til sig selv,
at hun var forelsket i ham.
Skjønt hun kun var fjorten Aar, havde hun
allerede baade læst og hørt en Del om Kjærlig-
hed; men det forekom hende altid, som om det
at forelske sig var noget, der -kun skete i Bø-
gerne, ikke i det virkelige Liv. Hvad Forholdet
til Dostojevski angaar, havde hun forestillet sig,
at det altid vilde blive, som det var, at hele
Livet vilde gaa som disse tre Maaneder.
»Og saa paa én Gang er det alt forbi, alt
forbi!f gjentog hun fortvivlet, og først nu, da
alt syntes hende uigjenkaldeligt tabt, indsaa hun
klart, hvor lykkelig hun havde været hele denne
Tid, i Gaar, i Dag, endnu for nogle Minutter
siden — og nu, store Gud, nu!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
