Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det attende Hundredaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4. Den Pontoppidanske Salmebog.
29
text"; endelig liar han undgaaet „alle høje Ord og
Maader at tale". Derfor har han ogsaa set sig nødt til
at vingestække dem af Kingo, han havde Brug for. Selv
har han tilføjet en Del Salmer, navnlig en Række til
Søndags-Evangelierne. Bogen blev ikke synderlig
udbredt, men holdt sig dog i Flensborg og flere Landsogne
i Mellemslesvig indtil Krigen og Forandringerne i
Kirkeforholdene efter 1850.
Det er let at forstaa, at hvem der delte Salmesmag
med Præsten i Varnæs, kunde ikke skatte den kingoske
Salmebog, thi den bar et afgjort dansk Præg. Vist
nok havde den beholdt en betydelig Del af
Reformations-Tidens Salmer, hvoriblandt mange Oversættelser fra Tysk,
og heller ikke undladt at optage nyere Oversættelser,
men naar disse sidste var saa gode som Søren Jonæsens,
skulde ingen let mærke deres fremmede Byrd, og saa var
det dog egentlig Kingos egne, der udgjorde henved en
Tredjedel af Bogen, som gav den sit Præg. Men han
hører jo ogsaa med til den Række af Mænd, der
gjennem det syttende Hundredaar med Styrke værnede om
Modersmaalets Ære og Ret, derom vidner hans bekjendte
Udtalelser i Forordene til begge Parter af hans
Sjunge-kor, naar han i den første skriver til Kongen, at „vi og
her i Danmark, saa vel som de tyske og andre Lanclsfolk
(af hvilke vi hverken have Behov at laane eller udi
Rimkunsten det ringeste at eftergive) kunde have Salmer og
Sange til Gudfrygtigheds daglige Øvelser, som ikke ere
taad [tigget] og udlaant af deres; thi de Danskes Aand er
dog ikke saa fattig og forknyt, at den jo kan stige lige saa
højt mod Himlen som andres, alligevel at den ikke
bliver ført paa fremmede og udlændiske Vinger." Eller
naar han i den anden roser den tyskfødte Dronning
Charlotte Amalia, fordi hun ved Kjærlighed til vort
Sprog gjør saa mange af sine her indvandrede
Landsmænd „skamrøde", der ikke blues ved at lade haant om
deres-ny Fædrelands Sprog, medens de dog æde dets
Brød. Den Tale har sikkert skurret i adskillige Øren,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
