Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Abildgaard, Nicolai Abraham, 1743-1809, Maler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(i den kgl. Malerisamling), desuden et Par
fine Smaabilleder af Appulejus’ «Gyldne Æsel»
(sammesteds). I de terentsiske Billeder har A.,
som Høyen fremhæver, mindre tænkt paa at fremstille
det antike Theater end Hverdagslivet i en antik By:
det er derfor en Inkonsekvens, at Davus optræder med
den komiske Maske for Ansigtet. Meget i disse Malerier
minder for Resten endnu om Poussin.
A., som i sin Ungdom havde oplevet den Struenseeske
Periode i Danmark, senere i Rom Jesuiterordenens
Ophævelse og i Paris de stærke Brydninger, der gik
forud for Revolutionen, hyldede afgjort frisindede
og fritænkerske Anskuelser. Han var saa temmelig en
Præstehader og vistnok en meget lunken Beundrer af
Kongerne, om han end med sin Pensel forherligede den
oldenborgske Stamme. Hvor Regeringen selv optraadte
i den nye Tids Aand, som ved Bondeemancipationen,
samstemmede han med den: han var en af Indbyderne til
Indsamling for Frihedsstøtten (1792), han gav Tegning
til dette Monument som Helhed og til de to Relieffer
paa Fodstykket. Men for Resten kom hans Anskuelser,
især i den sidste Tid af det 18. Aarh., tit i Strid
med konservative Avtoriteter og Traditioner. I en
(anonym) Artikel i «Minerva» 1798 protesterer han i en
irriteret Tone imod, at en Hædersmedaille for Biskop
Balle havde faaet Mottoet: «Religionens Ven, Statens
Ven» («Vi ville ikke engang betragte disse Ord i deres
videste og mest forhadte Betydning, – at ingen skulde
være Statens Ven uden tillige at være Religionens»
– – men «hvad har Politik med Dogmatik, Stat med
Religion, nogen menneskelig eller borgerlig Myndighed
med min Tro at gjøre?»). Han var den Gang Omgangsven
med den franske Republiks Repræsentanter og med
P. A. Heiberg. Da Heiberg i Følge Hof- og Stadsrettens
Dom af 24. Dec. 1799 skulde gaa i Landflygtighed,
tegnede A. til hans Stambog et Billede af en
kvindelig Skikkelse, som i fortvivlet Sorg og Skam
skjuler Ansigtet i Hænderne, medens Retfærdighedens
Symboler ligge henslængte paa Jorden. Han snærtede
ogsaa Samfundstilstandene i satiriske Billeder i en
Aand, som minder om P. A. Heibergs polemiske Digte
(«Lykkens Tempel», malet paa en Kakkelovnsskjærm, og
Laterna-magica-Billeder, stukne af Clemens m. m.). Det
kan være hvast og sindrigt og i kunstnerisk Henseende
pikant og smukt; men det er, ligesom Billederne til
Niels Klim, ganske blottet for umiddelbart komisk
Lune.
I sit Forhold til Akademiet og sine Kunstfæller
begyndte A. som Opponent og endte som Despot. Allerede
da han ansøgte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
