Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andersen, Hans Christian, 1805-75, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aar efter» (senere sammenarbejdede under Titel
«Skilles og mødes», men kun opført 3 Gange), samt
udgav i 1833 «Vignetter til danske Digtere», «Aarets
tolv Maaneder» og «Samlede Digte».
A.s litterære Debut faldt paa et Tidspunkt, der ikke
var gunstigt for Arten af hans Begavelse. I Slutningen
af Tyverne optog Heiberg den Baggesenske Kritiks Arv
og gjennemførte med overlegen Kunst – snart efter
glimrende understøttet af Hertz’ «Gjengangerbreve»
– sit Felttog imod den umiddelbare Genialitets
Eneherredømme og imod det «massive» Stofs Overvægt
over Formen. Uden at A.s lidet paaagtede Navn kom
synderlig frem i Striden, maatte, om ikke han selv,
saa dog enhver Kjender af hans Talents Ejendommelighed
let faa Øje for, at just dette, den ureflekterede
Inspirations eller Idéassociations formløst digtende
Talent stilledes uden for Kunstens Enemærker som
noget, der endnu ikke vedkom den, medens der paa
samme Tid ikke var nogen Trøst at hente for ham
af de i mange Henseender dygtige Modargumenter,
som fremførtes imod den Heibergske Bevisførelse,
fordi ingen vilde falde paa at stille hans poetiske
Fond i Frodighed og Fylde ved Siden af Oehlenschlägers
eller i Dybde ved Siden af Hauchs. I Sammenligning med
de friske og kunstnerisk uddannede Begavelser, som
optraadte i Aarene omkring 1830, maatte A.s paa saa
forskjellige Omraader rastløst omflakkende Digtning
for en stor Del tage sig ud som det pure Dilettanteri
og hans idelig gjentagne Banken paa Templets Port som
en Digterplebejers uvorne Forsøg paa at tiltrodse
sig Adgang til Helligdommen. Naar A. senere paa
Højdepunktet af sit Ry har skildret denne sin Ungdoms
Lidelsestid, sine litterære Modgangsaar, kan der
let falde en utilbørlig mørk Skygge paa den Kritik,
der – ganske vist ofte med en Vrantenhed, som hans
tilsyneladende Uforbederlighed fremkaldte – paaviste
de store Skrøbeligheder, der klæbede ved en saa stor
Del af hans Digtning fra Trediverne og Fyrrerne;
med Billedet af den paa sit Omraade fuldendte og
anerkjendte Digter for Øje kan man alt for let
ledes til at stemple som uretfærdig Forfølgelse,
hvad der i Fremkomstens Øjeblik kun var en højlig
berettiget Protest mod Umodenhed og Ukyndighed,
saa vel som til at overse, at det just var fra vor
Litteraturs bedst skolede Aander, Indsigelsen udgik:
Hertz i «Gjengangerbrevene», Heiberg i «En Sjæl efter
Døden», Kierkegaard i «Af en endnu levendes Papirer»,
Goldschmidt i «En Lirendrejers Bazar» o. fl. Naar
vi hertil føje Hauchs uhyggelig skarpe psykologiske
Dissektion i «Slottet ved Rhinen», føres vi ind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
