Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bartholin, Thomas, 1616-80, Læge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Leipzig, der kom til Kjøbenhavn netop for at studere
Anatomi under denne Lærer, tog han energisk fat paa
nøjere Undersøgelser af Chyluskarrene og opdagede
ved omhyggelige Vivisektioner snart, at disse Kar
ikke (efter hans første Antagelse dog til Dels)
gik til Leveren, men løb som en særskilt Stamme op
forbi Leveren langs Rygsøjlen for i Halsregionen at
udmunde i de store Blodaarer. Opdagelsen, der første
Gang publiceredes 1652 i en Disputation med Michael
Lyser som Respondens, var imidlertid allerede nogle
Aar tidligere gjort, først af Pequet i Montpellier
og derpaa af O. Rudbeck i Upsala, begge ganske unge
Studenter, men B. har dog Prioriteten for saa vidt,
som han først paaviste Chyluskarstammen ogsaa
hos Mennesket, nemlig paa Ligene af to Forbrydere,
som Kongen skjænkede ham til dette Brug, ligesom han
ogsaa angav Karstammens hele Forløb mere korrekt end
Pequet. Disse Undersøgelser førte hurtig videre til
Opdagelse af Lymfekarrene som et fra Chyluskarrene
væsentlig forskjelligt System, hvilket navnlig
traadte tydelig frem ved Undersøgelse af Leveren,
og hvorved tillige og først og fremmest blev endelig
fastslaaet det kapitale Faktum, at Leveren aldeles
ikke modtog Chylus fra Tarmen og saaledes ikke
var det bloddannende Organ, som den Galenske Kodex
lærte. Denne epokegjørende Opdagelse proklameres
nu ogsaa paa en ejendommelig effektfuld Maade i B.s
1653 udgivne Skrift om de lymfatiske Kars Opdagelse
(«Vasa lymphatica nuper Hafniæ in animantibus
inventa et hepatis exeqviæ»), i det Bogens sidste
Blad indeholder en pompøs Gravskrift over Leveren,
som han takker for lang og hæderlig Tjeneste, men
som nu er afsat; han beder Vandringsmanden standse og
yde den berømte afdøde en ærbødig Hyldest. Skriftet
er med mange smigrende Talemaader dediceret til B.s
gamle Modstander Riolan, vistnok i det Haab derved
at afvæbne denne farlige Kritiker, hvad der dog slet
ikke lykkedes ham; den gamle Pariser vilde «ikke lade
sig smigre til Tavshed» eller lade sig omvende til
de nye Anskuelser, men rykkede frem med nye skarpe
Stridsskrifter.
Den pralende, uhyre selvfølende Maade, hvorpaa
B. optraadte baade her og i sine senere Skrifter
om Lymfekarrene (hans 1670 publicerede Samling
indeholder 14 forskjellige Skrifter om Chylus- og
Lymfekarrene), maatte nu ogsaa naturlig mishage hans
unge svenske Rival Rudbeck, der ligeledes hurtig var
naaet til Opdagelsen af disse Kar, og da B., der ved
sin Stilling og sit Navn, sine tidligere litterære
Præstationer og sine indflydelsesrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
