Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Løvendal, Ulrik Frederik Valdemar Baron, 1660-1740, øverstbefalende General og fungerende Statholder i Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
have stødt til ved Gøteborg, kom til i Steden herfor at gaa til
Østersøen. Man har en Proklamation fra L. til Befolkningen i
Baahus Len, der, næst at rninde om dennes gamle Forhold til
Norge, især søger at vække Afsky for Carl XII som den, der
opholdt sig hos de hedenske Tyrker og søgte deres Understøttelse.
Efter et Felttog af kun en Maaneds Varighed trak L. sig tilbage
til Norge. Kort i Forvejen havde han modtaget Elefantordenen,
en Udmærkelse, der efter A. Hojers Vidnesbyrd var saa meget
mere at sætte Pris paa, som han var den eneste Undersaat, der
hidtil havde faaet det blaa Baand uden i Forvejen at have baaret
det hvide. Ikke desto mindre forlod L. snart sin høje Stilling.
I Dresden var Augusts Overhofmarskal død, og Kurfyrst-Kongen
ønskede L. i hans Sted, hvilket Kald han fulgte 1712. Resten af
hans Liv henflød nu i Sachsen, hvor han døde 24. Juni 1740 i
Dresden. Han vedblev imidlertid at nære Interesse for Norge, og
rejsende Nordmænd modtog han altid med stor Gjæstfrihed og
Venlighed. Af hans Børn er Sønnen Ulrik Frederik Valdemar
(s. ndfr.) den mærkeligste. Derhos kan nævnes Datteren Hedevig,
der i sit Ægteskab med en Rigsgrev Schmettow blev Moder til
den bekjendte Grev H. W. S., der 1764-67 var kommanderende
General i Norge.
L. havde mange Egenskaber til fælles med sin Fader Gyldenløve,
i det han synes at have arvet hans gode Evner, hans
Tilbøjelighed til Pragt og Glans, hans store Gaver til at vinde
Popularitet og endelig hans Libertinage. I Norge, hvor Faderens Navn
vistnok kom ham i høj Grad til gode, havde han mange Beundrere.
En af dem skrev, efter at L. havde forladt Landet, en anonym
Lovprisning af hans Virksomhed der paa Tysk, der vel sagtens er
noget overdreven, men dog tydelig vidner om den Iver, hvormed
han greb ind i alle Forhold, noget, hvortil der nok ogsaa kunde
trænges, da Tilstandene før hans Ankomst i mange Retninger synes
at have været meget mislige. Trods sin Lyst til at glimre yndede
han til daglig en jævn Soldats Levemaade og kunde, naar han
vilde, være nøjsom og haardfør. Han gjør for øvrigt et vist
condottieremæssigt Indtryk. Ligesom Faderen maatte han fra Barndommen
af undvære en sund og regelmæssig Opdragelse i et
Forældrehjem, hans Nationalitet har været noget ubestemt (hans
egentlige Sprog var tysk), og han blev ogsaa, ligesom hans Søn
Marskallen efter ham, en noget æventyrlig Existens uden fast Rod
i noget Folk eller Samfund.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
