Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Løvenørn, Poul (Vendelbo), 1686-1740, Officer og Statsmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
støtte sig til som Skibskonstruktør. Trods dette
var det næppe uden Grund, at Kongen i Aaret 1735
besluttede at skille Flaadens Styrelse fra Hærens
og at lægge den første under den paa dette Omraade
fortrinlig sagkyndige Danneskjold (IV, 189). Dette
Skridt stod ikke i mindste Maade i Forbindelse med
en Svækkelse i Kongens Tillid til L., der da ogsaa
vedblev at være Overkrigssekretær for Hæren.
Men imidlertid havde han fjærnet sig fra sine
tidligere politiske Venner, Brødrene Plessen og
Rosenkrantz. Maaske var det en Overdrivelse, naar
det blev sagt, at Chr. Ludvig og Carl Adolf Plessen,
der med al deres Hæderlighed og Dygtighed tillige
vare myndige og herskelystne Mænd, havde søgt at
holde ham i en vis Afhængighed af sig, og at han da
havde gjort Oprør imod dem. En Kjendsgjerning er
det, at han i vigtige Spørgsmaal var uenig med dem
saa vel som med Rosenkrantz, og at han benyttede sig
af den høje Stjærne, han havde hos Kongen, til af al
Magt at bekæmpe dem. Han drev, trods deres Modstand,
igjennem, at Landmilitsen, hvis store Betydning for
Statens Forsvar han kjendte, blev gjenindført 1733 -
for det Stavnsbaand, der blev knyttet til den, havde
han intet Ansvar. Han var fremdeles med Hensyn til
den udenrigske Politik ganske uenig med Konseillet,
særlig med Rosenkrantz, der nærmest var, hvad vi
vilde kalde Udenrigsminister. Lige siden L. i den
store nordiske Krigs sidste Aar havde set den stærke
Spænding udvikle sig imellem Zar Peter og Frederik
IV, havde han faaet en levende Opfattelse af,
at Rusland var ved at vinde en Overvægt, der kunde
blive farlig for de skandinaviske Stater. Han ønskede
derfor ikke blot et godt Forhold til Sverige – hvad
ogsaa Rosenkrantz var stemt for –, men han mente,
at saaledes som de evropæiske Forhold den Gang havde
formet sig, kunde der kun i Frankrig findes en stærk
Støtte imod Faren øst fra. Samtidig var imidlertid den
engelske Politik traadt i Modsætning til den franske,
og de tvende store Vestmagter kappedes om at faa den
dansk-norske Stat knyttet til sig. Medens L. af al Magt
hjalp den franske Ambassadør i Kjøbenhavn, Grev Plélo,
under hans Bestræbelser for at drage Kongen over til
Frankrig, foretrak Rosenkrantz langt en Forbindelse
med England. Christian VI stod usikker; men de Raad,
han fik af sin Fætter Grev Chr. Ernst Stolberg, bragte
ham til at foretrække en Alliance med England (1734),
og den fornyedes 5 Aar senere. Men trods dette var
L.s Indflydelse, netop hvad den ydre Politik angik,
ingenlunde forbi. Da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
