Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marstrand, Vilhelm Nicolai, 1810-73, Maler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Da han kom under Eckersbergs Vejledning og senere gjennemgik
Akademiets Skoler, maatte han naturligvis holde denne Lyst i
Tømme, delvis endog undertrykke den, og man tager næppe fejl
i, at hans Læreaar i mange Retninger have været ham besværlige
og trykkende. Han saa den store, brogede Verden om sig og
længtes kun efter at trænge ind i den med en stor kunstnerisk
Evnes hele Modtagelighed og brændende Reproduktionslyst –
i Steden maatte han tegne Gibsornamenter og Modelfigurer i sit
Ansigts Sved. Der var Trang til Ørneflugt hos ham, men hans
Mentor holdt ham haardnakket ved Jorden og tvang ham til at
blive paa den gamle, akademiske Skolesti – Ærens Tornevej.
Naturligvis havde han Fordel deraf, selv om han maatte lide den
Skuffelse, at hans Forsøg paa at vinde Guldmedaillen – efter at
han (1833) havde vundet begge Sølvmedailler – gjentagne Gange
(1833 og 1835) mislykkedes. Paa dette Tidspunkt af hans Liv
havde Opgaver som «Flugten til Ægypten» eller «Odysseus og
Nausikae» næppe synderlig Tillokkelse for ham; han interesserede
sig mere for kjøbenhavnsk Gadeliv end for bibelske Motiver og
græske Heroer.
Til Navnet M. knytter der sig hos alle danske en Forestilling
om et grovkornet, festligt Lune, et lystigt, ungdommeligt, næsten
paradoxalt Humor, isprængt med Satire, en komisk vis, nær
beslægtet med Holbergs. Skjønt denne Evne visselig kun tangerer
en enkelt Side og næppe engang den betydeligste i hans rige og
dybe Natur, er det dog værd at lægge Mærke til, at han netop
begyndte paa det Omraade, man kunde kalde det satiriske
Genremaleri, troede sig kaldet til at sejre paa det og i Aarenes Løb,
endog optagen af andre, store historiske eller monumentale, Opgaver,
atter og atter vendte tilbage til det. Sit Lune satte han ingen
Sinde over Styr, ihvorvel det efterhaanden mistede sin skarpeste
Brod og fik en elskværdigere Klangfarve; end ikke Sorger og
Lidelser formaaede at kue det. Tvært imod fandt han deri en
Foryngelsens Kilde, som indgød ham ny Livslyst og bar ham oppe,
naar Alderdom og Svaghed toge haardt fat paa hans Sjæl. Hans
tidligste Arbejder paa dette Felt, der saa godt som alle ere
specifik kjøbenhavnske, vakte stor Opsigt i Hovedstaden, fordi de vare
noget nyt, en Popularisering eller Demokratisering af Kunsten, som
vel var indledet af Eckersberg, men nu førtes videre. En saadan
djærv Realisme havde man aldrig før set Mage til. «En Kanefart
ved Maaneskin» (udst. 1829), «En Kilderejse» (1830), «En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
