Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Moltke, Frederik, 1754-1836, Statsminister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Martineau, havde Ord for hemmelig at arbejde i den Retning, og M.,
der saa fuldt som nogen anden dansk Statsmand var gjennemtrængt
af levende Mistillid til Kong Gustav, ansaa det for sin Pligt at
holde omhyggeligt Øje med det formentlige svenske Rænkespil, og
det saa meget mere, som han mente, at flere Nordmænd vare
inddragne med deri. Ogsaa var han kjendelig ængstelig for, at
Regeringen ikke gjorde nok for at sætte Norge i Forsvarsstand imod
et muligt svensk Angreb. Hvor rimeligt det end var, at M. kunde
have slige Ængstelser, var der dog for Øjeblikket ikke nogen
alvorlig Fare.
Et andet Forhold, der ogsaa gav M., om end i betydelig
mindre Grad, noget at tænke paa, var den Jordbund, som de
franske revolutionære Ideer fandt i Christiania. For en Mand, der
havde M.s Kongetroskab, og der som han, trods alt Øje for
det taabelige i adelige Fordomme, dog alligevel følte sig som
Adelsmand og af Naturen hadede alle plumpe Udskejelser, maatte
den franske Revolution meget snart komme til at staa i et
forfærdeligt Lys, og han fandt Optrinnene i Frankrig ligefrem
kanibalske. Skjønt han mente, at det ikke var saa slemt i Christiania
som i Kjøbenhavn, havde han dog tidlig den Følelse, at «Norges
kjække Sønner vare opmærksomme paa Frihedens Fremvæxt i
Evropa», og han var ingenlunde glad ved de Træk af Sympathi for
den franske Lighedsaand, som han mente at se ved flere
Lejligheder. Nogen alvorlig Uro indgød dette ham dog ikke i
Længden, og hverken dette Forhold eller hans stadige Tanke om, at
Gustav III havde ondt i Sinde, hindrede ham i at føle sig
lykkelig i Christiania. Man kunde her ikke tage fejl af, at han havde
varm Interesse for Landet. Et Vidnesbyrd derom gav han bl. a.,
da han 1791 fik stiftet det saakaldte topografiske Selskab i Norge,
der udgav en Række Topografier og gjorde megen Gavn ved at
udvide Kjendskabet til Landets Forhold. Ogsaa hans elskværdige
Personlighed maatte efterhaanden vinde Stemningen for ham. En
yngre samtidig, der nøje kjendte ham, har skildret ham som en
«i høj Grad fint dannet og aandelig opvakt Personlighed, der, i
hvilket Selskab han end befandt sig, blev betragtet som dets Sjæl
og Midtpunkt, begavet med stor Vittighed og Kløgt og i Besiddelse
af en usædvanlig Bevægelighed i Sjælen». Der laa noget uimodstaaeligt
i slige Egenskaber, der virkede til, at hans Forhold til
de fremtrædende Familier i Christiania efterhaanden blev
overordentlig godt. I den første Tid havde han dømt skarpt om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
