Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mourier, Charles Ferdinand Leonard, 1800-80, Højesteretsjustitiarius og Politiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til i 1852 og de følgende Aar som Medlem af en nedsat
Kommission at udarbejde et udførligt Lovforslag om Indførelse af
Offentlighed og Mundtlighed i Retsplejen samt af Nævninger i
Straffesager; han fulgte herved nærmest det franske, belgiske og rhintyske
System, medens Hother Hages Modforslag sluttede sig til det
engelske Forbillede; Kommissionen kom ikke til noget bestemt
Resultat, og den hele Sag er som bekjendt endnu svævende. Det
kan her anføres, at M. ogsaa var Medlem af den Kommission,
hvis Arbejder førte til Straffeloven af 10. Febr. 1866.
Til Dels imod sit Ønske droges han snart igjen ind i
Politikken, i det han udnævntes til Medlem af det kongevalgte
Rigsraad efter Anordningen af 26. Juli 1854, et Hverv, som han ikke
mente at kunne eller burde afslaa. Han blev kongevalgt Medlem
af Rigsraadet efter Forfatningen af 2. Okt. 1855 og af dets
Landsting efter Forfatningen af 18. Nov. 1863, men frabad sig efter
Forfatningen af 28. Juli 1866 denne Stilling, da han «væsentlig af
Helbredshensyn og paa Grund af fremrykket Alder fandt det
rigtigst at afslutte sin politiske Virksomhed», i Virkeligheden dog
vistnok fordi han følte sig lidet tiltalt af hele det politiske Liv,
som det da formede sig.
I Rigsretten 1855-56, der endte med Frifindelsen af det
Ørstedske Ministeriums Medlemmer, havde M. ikke Sæde. Efter
den daværende Ordning valgte Højesteret 8 af sine Medlemmer til
at sammentræde med et lignende Antal fra Rigsdagens Landsting,
og M. har sikkert bestræbt sig for at undgaa Valg og derved
befries fra en pinlig Kollision. Skjønt udpræget konservativ var han
paa den ene Side som Stræng Jurist klar over, at den gjældende
Lov, hvad enten den billigedes eller ikke, maatte følges, men paa
den anden Side sympathiserede han i Hovedsagen med det
anklagede Ministerium, og navnlig nærede han en saa varm Pietet
og saa dyb Ærbødighed for A. S. Ørsted, at en Domfældelse af
denne den danske Retsvidenskabs unaaede Høvding maatte
forekomme ham en Umulighed. I de to senere Rigsretssager af 1877,
den ene imod Krieger, Holstein-Holsteinborg og Fonnesbech for
Salget af Marmorkirkens Ruiner, den anden imod Hall og Worsaae
for Overskridelser ved det kongl. Theaters Opførelse og dets Drift,
begge endende med Frifindelse, præsiderede M. i Retten.
I sin her fulgte Avtobiografi nævner M. med stor Taknemmelighed
den et helt Aar varende Udenlandsrejse, til hvilken han fik
Orlov 1846. Den førte ham bl. a. til Konstantinopel, Lilleasien,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
