Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oluf Hunger, -1095, Konge - Oluf, 1370-87, Konge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gjenoptog Knuds Gjerning. — O. var gift med Ingegerd, Datter af
den norske Konge Harald Haardraade.
Ræder, Danmark und. Svend Estridsen og hans Sønner.
A. D. Jørgensen, Den nord. Kirkes Grundlæggelse.
H. Olrik, Konge og Præstestand I.
Hans Olrik.
Oluf, 1370—87, Konge, fødtes i Dronning Margrethes
Ægteskab med den norske Konge Haakon, vistnok ved Juletid 1370.
Store Forhaabninger knyttede sig strax til ham; Norge var hans
sikre Arv, men han havde ogsaa Krav paa Sverige, hvorfra hans
Fader nylig var bleven fordrevet, og gjennem sin Moder tillige paa
Danmark, hvor Bedstefaderen, Valdemar Atterdag, var sønneløs. I
Begyndelsen syntes dog alt at vende sig imod ham; hans Fader
maatte give et formeligt Afkald paa den svenske Krone, og
Morfaderen lovede Margrethes Søstermand, Hertug Henrik af
Meklenborg, at hans Søn skulde faa den danske Krone. Det kom
imidlertid til at gaa helt anderledes. Da Valdemar Atterdag døde 1375,
lykkedes det Margrethe at faa O. valgt til Danmarks Konge paa
et Rigsmøde i Slagelse (Maj 1376), og Meklenborgerne maatte snart
efter opgive deres Krav. I de følgende Aar styredes da Danmark
i O.s Navn af hans kloge Moder, og ved Faderens Død 1380
tiltraadte han ogsaa Regimentet i Norge. I 1385 erklæredes han for
myndig, og samtidig antog han Titelen «sand Arving til Sverige»;
i dette Rige var Misnøjen med den indkaldte Albrecht af
Meklenborg stedse voxende, og de svenske Stormænd nærmede sig
Margrethe og hendes Søn. I Sommeren 1387 opholdt begge sig i
Skaane; sidst i Juli træffe vi dem i Ystad, og medens Margrethe
forblev i denne By, drog den unge Konge til Falsterbo Slot,
ledsaget af sine Hofmænd og enkelte Rigsraader. Her blev han
pludselig syg og døde 3. Avg.; hans Lig blev balsameret og udstillet
til Folkets Beskuelse i Stadens Kirke, siden ført til Sorø Kloster.
Saaledes døde, endnu ikke mandvoxen, det sidste Skud af Nordens
forenede Kongestammer, om hvem det ikke uden Grund sagdes,
at han «var af ædlere Byrd end nogen dalevende Konge paa
Grund af sin Slægts ældgamle Blod og den kongelige Oprindelse
baade paa Sværd- og Spindesiden».
Som det saa ofte gaar ved kongelige Dødsfald, udbredte der
sig ogsaa i dette Tilfælde Rygter om, at det ikke hang rigtig
sammen med O.s Død. Særlig i Norge var man vantro; man
optegnede i Aarbøgerne: Kong O. forsvandt, og etsteds siges
udtrykkelig: Danerne sagde, at han var død, men Nordmændene vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
