Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rose, Christoffer Pauli, 1723-84, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Smil, ungt og lyst, hans Gang var naturlig og let, hans Holdning
fri og kjæk, og hans Stemmes bløde Mandighed gav Ordene Varme
og Paalidelighed. Temmelig tidlig vendte R. sig dog fra de
Heibergske Leandre og andre Komedieelskere til det rørende Skuespil,
hvor han i Roller som Titelrollen i «Beverley» og Tellheim i «Minna
v. Barnhelm» fejrede store Triumfer ved den lykkelige Forening af
Mandighed og Følsomhed, af Inderlighed og Værdighed, han besad,
og han stræbte gjennem mange, det virkelige Liv aflurede Smaatræk
i Minespil og Stemmeovergange at give sin Udførelse af disse
Figurer en skarpere Karakteristik. Trods sin Anstand var R.
udpræget borgerlig i sin Fremtræden som i sit Temperament; derfor
lykkedes de egentlige Helteroller ham ikke, skjønt han havde ikke
faa Betingelser for dem: han deklamerede vel hyppig smukt og
klangfuldt, men lige saa hyppig stivt og monotont eller svulstig
og affekteret, hans Holdning blev let, især da hans Legeme med
Aarene tiltog i Fyldighed, opblæst i Steden for imponerende, og
hans Ansigt magtede ikke, eftersom dets Fedme udviskede dets
smaa Træk, at afspejle stærke Sindsbevægelser, og dog, trods alle
sine Mangler, kunde R., naar han kom i Aande – men det skete
ikke hver Aften –, illudere selv saa kritisk en Tilskuer som
Rosenstand-Goiske. I den sidste Del af sit Theaterliv fandt R. i en
Række myndige Fædre og kloge Verdensmænd den sanddru og
naturlige Samtaletone.
R. var ikke lykkelig i sit Liv uden for Scenen, hans Hustru
gjorde ham Hjemmet lidet tillokkende, og han søgte sig derfor alle
Haande Erstatning uden for det – hans Levned var, efter
Holbergs Ord, «en Kjæde af Uordentligheder» –, men da Prøvelsens
Stund ved hans Datters Bortførelse (s. ndfr.) var inde, bestod han
den som en ærekjær Mand, og Rahbek kunde derfor med god
Grund sætte R. s Portræt foran sine «Breve fra en gammel
Skuespiller», der sigtede til at hæve Skuespillerstanden i saa
vel social som kunstnerisk Henseende.
Efter sin første Hustrus Død (Okt. 1775) ægtede R. 1779
Elisabeth Cathrine Amalie Bøttger, der hyppig havde været hans
Elskerinde paa Scenen, og til hvem han allerede i nogle Aar havde
staaet i Forhold (om hende s. ndfr.). R., der siden 1778 havde været
Instruktør mere af Navn end af Gavn, optraadte sidste Gang 23.
Sept. 1784 som Melac Fader i «De to Venner» og døde 30. Okt.
s. A.; 6. Dec. s. A. gav det kongl. Theater efter Skuespillernes
Initiativ en Mindefest for ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
