Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rosenkilde, Christen Niemann, 1786-1861, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gammel Mands Særhed og Sagtmodighed, et Slags Selvportræt i
milde og bløde Farver, og, som Goldschmidt skrev, «det
lykkedes ham, hvad i vor Tid er givet saa saare faa, at fjærne Strid
og forene alle i samme Paaskjønnelse af et Nationaleje». Disse
Ord kjendetegne R.s Stilling i hans sidste Leveaar: han var den
ukrænkelige Patriark, en ejegod Bedstefader for det ganske Folk.
Ved Begyndelsen af Theateraaret 1861-62 tog han med usvækket
Lyst fat paa sin Theatergjerning, men Sygdom nødte ham snart til
Uvirksomhed: 7. Sept. 1861 spillede han sidste Gang som Sivert
Posekigger i «Den politiske Kandestøber» og døde 12. Nov. s. A.
Sine sidste 9 Aar havde han levet som Enkemand, da Døden
havde berøvet ham hans trofaste Hustru 4. Nov. 1852.
R. var ikke, hvad man almindeligvis forstaar ved en
Forvandlingskunstner, han skjulte ikke sin Person i en fremmed Ham,
forandrede aldrig sin Stemme, anvendte [sjælden egentlig Maskering,
og alligevel, naar han stod paa Scenen, var han ikke R., skjønt
ingen kunde tage fejl af ham, men helt og fuldt den Person, han
skulde fremstille i Stykket-, saa troende havde han i sin
selvforglemmende Fantasi levet sig ind i sin Rolle, at han ligesom
ved en elektrisk Udstrømning magnetiserede Tilskuerne og hos dem
frembragte den fuldstændigste Illusion. Medens R. med genial
Anskuelighed gjennemførte og fastholdt det en Gang anlagte
Helhedsbillede, overlod han, der aldrig var sikker i sin Rolles Ordlyd
og ingen Sinde udstuderede sit Minespil for Spejlet, Udførelsen af
Enkelthederne til Øjeblikkets Inspiration; hans Betoninger vare ikke
et møjsommeligt Resultat af Gjennemtænkning og Menneskekundskab,
de fødtes hyppig først i samme Nu, Ordene forlode hans
Mund: han var i sin Replikbehandling en fuldblods Improvisator,
kaad og springsk, men altid indtagende og gratiøs.
Ønsket om at forbedre sine økonomiske Kaar snarere end
litterær Ambition førte R. ind i en i Omfang ikke ringe, men lidet
betydende Skribentvirksomhed: i 9 Aar var han Ugebladsudgiver,
først 1818-24 paa egen Haand af «Brevduen», hvoraf dog kun
en ringe Del skyldes hans Pen, senere 1825-26 selv anden af
«Kjøbenhavns Morgenblad»; han oversatte adskillige Skuespil og
Operatexter og forsøgte sig ogsaa som original Dramatiker, hvor
han havde noget Held med «Vennernes Fest» (1826), en Vaudeville
efter Heibergs Mønster og tilrettelagt for Theatrets Personale,
men da han i «Den dramatiske Skrædder» (1828) vilde hæve sig til
Stadssatyrikus, led han Skibbrud; adskilligt Held havde han med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
