Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rosenkrantz, Niels, 1757-1824, Diplomat, Minister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udgifter, som Repræsentation og hans udstrakte Velgjørenhed
medførte, hvortil kom, at hans Hustru dels paa Grund af sin Svagelighed,
dels af aristokratisk Fordom – hun var meget stolt af at nedstamme
fra Rurik – ikke tog sig af Husets Økonomi. R. maatte derfor
ogsaa tage sin Tilflugt til den kongelige Gavmildhed og modtog
først 1816 20000 Rbdl. og senere yderligere Tilskud, som det hed
«til Laans, men uden at de maatte af kræves ham». Som bekjendt
benyttede mange af de højtstaaende Embedsmænd denne Vej til
at forbedre deres Indtægter, og i alt Fald berigede R. sig ikke,
thi ved hans Død maatte Enken gaa fra Arv og Gjæld, og hans
Gaard paa Hjørnet af Frederiksgade og Bredgade solgtes til
Hertugen af Decazes.
Det var ikke med Glæde, at han havde modtaget Ministeriet,
og det havde kun voldet ham Skuffelser og Sorg. Han kunde
desuden kun daarlig finde sig til rette i Hoflivet og var heller ikke
i andre Henseender tilfreds med Forholdene; «her gjælder det»,
skriver han 1819, «hverken om Opofrelser eller Fortjeneste, men
om Bønner, Kryberier osv., og disse kan jeg ikke bekvemme mig
til at anvende». Dertil kom, at han ikke forstod den Kunst at
lade andre arbejde for sig og derfor overanstrængte sig. Selv
havde han gjærne trukket sig tilbage til sit Gods, men selv om
hans Pligtfølelse havde kunnet tillade ham det, vilde hans
Hustru ikke have kunnet finde sig i at opgive den første Plads i
Landet efter den kongelige Familie. Saaledes blev han da i
Embedet, indtil han ramtes af et apoplektisk Anfald, hvoraf han døde
6. Jan. 1824.
Ved hans Død viste det sig ret, hvor almindelig agtet og
paaskjønnet han havde været. Da A. P. Bernstorff var død,
sørgede man over Tabet af den store Statsmand og Minister, hvem
Landet skyldte saa meget, men Sorgen over R. havde et andet
Præg og lignede den, som senere almindelig føltes ved Frederik VI’s
Død. Det var en Hyldest, der bragtes hans ædle og retskafne
Karakter, hans Fædrelandskjærlighed og trofaste, pligtopfyldende
Arbejde, hans jævne og fordringsløse Væsen, hans Tjenstvillighed
og gode Hjærte. Det var det Vidnesbyrd, alle gave harn, der vare
komne nærmere eller fjærnere i Berøring med ham.
Han havde ingen Børn, hans Enke forblev her i Landet og
døde først 9. Okt. 1849.
Thaarup, Fædrenelandsk Nekrolog 1821-26 S. 323 ff.
Hist. Tidsskr. 5. R. II.
Museum 1890, S. 65 ff.
Medd. fra Krigsark. V-VII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
