Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rosenkrantz, Oluf Baron, 1622-85, Gehejmeraad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fra 1679 var trykt, men denne Gang uden Trykkested; Oplaget
bestod af o. 550 Exemplarer; i Sept. 1681 kom den i Bogladen i
Kjøbenhavn.
Skriftet er tungt at læse, spækket, som det er, i Tidens Maner
med trættende Lærdom og lange Citater af klassiske og nyere
Forfattere, tilmed lidt gammelmandsagtig udtværet i sin Form.
Tilsyneladende er det fuldt loyalt; Ros er der nok af baade over tidligere
danske Konger og over Christian V. Ikke desto mindre kan der
ingen Tvivl være om dets Tendens. Naar Christian III prises som
den nationale og mod Aristokratiet særlig velsindede Konge, og
naar han roses for at have anvendt indfødte Adelsmænd som
Raadgivere og Embedsmænd, da var det Forskjellen og ikke Ligheden
mellem før og nu, der laa Forfatteren paa Hjærte, lige saa vel som
Bemærkningerne om de fremmede Dronninger, der ofte have indført
skadelige Skikke, ikke havde et rent historisk Udspring. Lige
ud var Forsvaret for Adelen imod de fremkomne Angreb, Forsvaret
for dens Tapperhed i Krigene, for dens Uvillighed til at følge
Ulfeldts Opfordring til Frafald 1657, af hvilken Opfordring han gav
et Referat, lige ud endnu mere Angrebet paa de usle Hofsnoge,
der havde benyttet denne Sag til at gjøre alt for at føre Adelen
i Ulykke og stadig opfandt nye Paafund for at udrydde den, hvortil
knyttedes Beskyldninger mod Tyskerne for Utaknemmelighed, i det
de altid vare blevne godt modtagne i Danmark. Og bestemt hævdedes
Arveregeringens Oprindelse, ikke som Tilbagevenden til gamle
Tilstande, men som en frivillig Overdragelse fra Stænderne. Kort
sagt, Skriftets Mening og Aand var utvivlsom, maaske mindre
passende for en enevældig Konges Gehejmeraad. Men det var dog
ved Siden heraf skrevet med saa megen Opmærksomhed paa
Udtrykkene, at det kan forklare, at O. R. ikke havde tænkt sig de
Følger for ham, det fik; thi sikkert var han ikke klar herover.
Han var en retsindig, varmtfølende Mand, men ikke af dem, der
søge Martyriet.
Bogen vakte strax en overordentlig Opsigt, dens Tendens forstodes
af velsindede og Modstandere og fremkaldte Uro i de gammeladelige
Kredse, Forbitrelse ved Hoffet. Det er umuligt bestemt
at angive Ophavsmanden til de Skridt, der bleve foretagne, men
uden Tvivl har selve Kongen følt sig krænket. Hurtig skred
Regeringen ind. I Okt. forvistes O. R. foreløbig fra Hoffet.
Forgjæves søgte han i et Bønskrift at fremstille Bogen som Afbetaling
paa en Taknemmelighedsgjæld til Kongen og at hævde dens rent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
