Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rosing, Johanne Cathrine, 1756-1853, Skuespillerinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
endnu sjældnere, at man kan bemærke de behørige Tonefald».
Denne skarpe Dom skriver sig ikke fra hendes Debut, men er
fældet først nogle Aar senere, netop paa samme Tid, som hun i K.
L. Rahbek fandt en fanatisk Beundrer, der kaldte hende Følelsens
Aktrice og tilføjede: «I at udtrykke Passionerne, især Bedrøvelse,
Jalousi og Stolthed, er hun Mesterinde». Lad være, at
Rosenstand-Goiske maaske har været ualmindelig gnaven og Rahbek ganske
sikkert Werthersk forelsket, saa er det dog utvivlsomt mere end 2
Personer, her staa over for hinanden, det er 2 Tidsaldre: den nye
Tid med dens borgerlige Følsomhed og den gamle Tid med dens
rationalistiske Klarhed. Hvad Rosenstand-Goiske som den sidstes
Repræsentant fandt ufuldkomment, ja maaske ganske kunstforladt
i Mad. R.s Fremstilling, tog sig for Rahbek som den førstes
Repræsentant ud som den fuldkomne Naturlighed, det nøjagtige
Afbillede af det daglige Liv, hvad den første ynkedes over som
Evneløshed, lød i den andens Øren som jomfruelig Sødhed.
Mad. R., som Jfr. Olsen u. Febr. 1778 var bleven ved Ægteskab
med ndfr. nævnte Michael R., kom da ogsaa først rigtig frem
i forreste Række blandt Theatrets Skuespillerinder, da Kotzebue
1790 holdt sit Indtog paa den danske Skueplads med «Menneskehad
og Anger». Ganske vist var hun allerede Aar forinden anerkjendt
som en dygtig Skuespillerinde: hun havde med Følelse
fremstillet Lessings «Emilia Galotti» (1775), hun havde hjærtegrebet
Kjendere ved sin ædle og ømme Nanna i «Balders Død» (1778),
hun havde med ægte Fornemhed spillet Grevinden i «Figaros
Giftermaal» (1785), ja hun havde ved sin noble, men sikkert ganske
ugræske Medea i Gotters Melodrama (1788) opvakt en heftig
litterær Strid («Medeafejden»), men sit kunstneriske Gjennembrud
havde hun dog først som Eulalia i «Menneskehad og Anger»:
hendes stærke Inderlighed lagde Poesi over Kotzebues Theaterfigur.
Mad. R. var ikke naaet frem til fuld Anerkjendelse uden
Arbejde og Prøvelse; hun havde med den store Agtpaagivenhed
og utrættelige Flid, der lige fra den første Dag havde kjendetegnet
hende, uddannet sin Stemme, og blev den end aldrig stærk og
fuldtonende, lykkedes det hende dog, efterhaanden som Livet og
i Særdeleshed det ikke altid stormfri Samliv med Rosing modnede
hende og udvidede hendes Synskreds, at finde flere og sjælfuldere
Toner: hverken Sværmeri eller Godmodighed, hverken Kraft eller
Blidhed, hverken Begejstring eller Vemod var hende fremmed, kun
for den sorgløse Munterhed ejede hun intet Udtryk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
