Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rosing, Michael, 1756-1818, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han med Held i «Emilia Galotti» Marinelli, der under Hofmandens
Glathed skjuler en hensynsløs Ondsindethed; senere fremstillede
han med djævelsk Ondskab, uden dog at falde ud af den naturlige
Konversationstone, Hykleren Joseph Surface i «Bagtalelsens Skole»
(1784), i «Menneskehad og Anger» (1790) lykkedes det ham som
den krænkede Ægtemand at forene en dyb Menneskeforagt med
en ophøjet Sjælsro, og som Grev Gert i Sanders «Niels Ebbesen»
(1797) naaede han sit Højdepunkt som Karakterskuespiller: han
formaaede her ikke alene gjennem sin mørktfarvede Tale og
tankerige Pavser at aabenbare Sjælens dybeste Hemmeligheder, men den
vældige Myndighed, den aandsstore Personlighed, der omgave hans
Skikkelse og Fremtræden, kastede Straaleglans over paa Modstanderen,
Niels Ebbesen, og løftede ved sit Fald denne op til den rette
Nationalhelt.
R., der længtes mod et større og bedre Repertoire, arbejdede
paa at faa først Shakspeare og senere Schiller indførte paa det
danske Theater, men hans Begejstring løb Gang efter Gang
Panden mod Direktionens Ligegyldighed og Publikums Modesmag for
Kotzebues Følsomhed og Ifflands Borgerlighed. I Foraaret 1800
indgik R. sammen med Theatrets anden Instruktør, Fr. Schwarz, –
R. var til Tak for sit Arbejde i Syngestykkerne ved Overhofmarskal
Numsens Indflydelse 1788 bleven udnævnt til Instruktør, endog
med Anciennitet fra 1786 – med en Forestilling til Direktionen,
i hvilken de, da «de havde bemærket Modestykkernes meget
skadelige Virkning paa Aktionens Sandhed og rette Aand», raadede til,
at «disse Stykker ikke bleve for ofte givne». Direktionen indsaa
vel det berettigede i Anken, men kunde ikke beslutte sig til at
træde resolut op, og Kotzebue vedblev endnu i adskillige Aar at
beherske den danske Scene.
Det blev ikke R. forundt at betræde det Tragediens forjættede
Land, mod hvilket han saa inderlig havde længtes. Ved Juletid
1804 paadrog han sig ved som Antonius i «Octavia» at fremtræde
med nøgne Arme et voldsomt Anfald af Gigt; en ufrivillig Svømmetur
i Esrom Sø Sommeren efter gjorde Ondet værre, men R., haard
og viljestærk, var ikke let at bøje: han vedblev sin Theatergjerning;
dog Gigtanfaldene bleve hyppigere og stærkere, og da
Oehlenschlägers «Hakon Jarl» 30. Jan. 1808 endelig naaede frem til
Opførelse, var R. noget nær en værkbruden, og han, hvis «hele
dramatisk-poetiske Figur» efter Oehlenschlägers egne Ord havde
staaet Model for Hakon Jarl, maatte nøjes med efter Stykket at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
