Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rørdam, Peter, 1806-83, Præst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nedbrudte Helbred. Efter hans Hjemkomst dannedes der paa Amalienborg
et lille Selskab, der skulde fortsætte den kristelige Opdragelse
af de Børn, som udgik fra Sølvgadens Asyl, og senere blev der
oprettet 2 Asylskoler, en for Drenge og en for Piger. R. blev den
omtalte Forenings Sekretær og den ene Asylskoles Bestyrer, og i
denne første «Friskole» i grundtvigsk Stil fejrede han sine første
Triumfer.
Men i Længden kunde det ikke tilfredsstille ham at ofre sin
Tid og Kraft paa Undervisningen af det Par Snese Børn, der søgte
til Asylskolen. Han havde helst set, at der i Hovedstaden selv
havde aabnet sig en anden, større Virksomhed for ham i Kirke
eller Skole; men Biskop Mynster ønskede ikke, at han der kom i
en anden Stilling, som kunde give ham endnu mere Indflydelse
end den, han allerede havde ved sin Forbindelse med Dronningen.
Han maatte da søge sig en Virkeplads uden for Hovedstaden, og
1841 blev han Sognepræst i Mern mellem Præstø og Vordingborg.
Som Præst paa Landet traadte han i nøje Forhold til sine
Sognefolk; han sang for dem og med dem og søgte at aabne deres
Øren ikke alene for Evangeliet, men ogsaa for den folkelige
Oplysning, han vilde gjøre dem delagtige i. Ogsaa der lykkedes hans
Arbejde, og Grundtvig glædede sig over «den danske Bondepræst
i Mern», der selv var levende og forstod at vække Liv omkring
sig, en af hans bedste Jævninger baade paa det kristelige og det
folkelige Omraade. R. selv var ogsaa tilfreds; «jeg lever
kongeligt, virksomt, ganske efter mit eget Sind, glæder mange
Mennesker og er selv glad», skrev han til sin Mester. Men Tankerne
gik dog stadig til Kjøbenhavn, og da der 1844 skulde udnævnes en
Direktør for det kjøbenhavnske Skolevæsen, kom der Uro over
ham. I den Stilling vilde han faa «ordentlig Magt og Ansvar,
saa det kunde blive til en Bedrift»; derfor attraaede han den
stærkt. Dronningen gav ham en varm Anbefaling, men det hjalp
ikke; Stemann og Mynster frygtede for, at han ikke skulde kunne
komme til rette med det administrative og vilde blive «chikaneret
paa alle mulige Maader». Han blev da foreløbig i Mern og
virkede som før med den største Nidkjærhed og Utrættelighed for
Menighedens kristelige og folkelige Vækkelse, og hans Præstegaards
Brand (Sept. 1847) kunde ikke mindske hans Glæde over
at være kommen til et Sogn, hvor alt syntes at lykkes saa godt
for ham.
Det varede dog ikke længe, før de politiske Bølger ogsaa i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
