Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sander, Levin Christian, 1756-1819, Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
faaet en original Tragedie, «Niels Ebbesen af Nørreris eller
Danmarks Befrielse», antaget til Opførelse paa det kongl. Theater.
Samsøe havde skrevet «Dyveke», det første lovende historiske
Drama siden Ewalds Dage, og saa døde han nogle Dage, før hans
Stykke blev opført; men netop et Aar efter, 31. Jan. 1797, blev
«Niels Ebbesen» spillet for første Gang, og en Anmelder byder
den Mand velkommen, «der vover, og er værdig at vove, at træde
i vor bortrevne Samsøes Spor».
Hvad den tekniske Bygning angaar, staar «Niels Ebbesen»
ikke højt; Stykkets Interesse ligger i Karaktertegningen. Niels
Ebbesen skulde være Dramets Hovedperson, men Skildringen af
ham er ikke lykkedes. Han er tænkt som den patriotiske Helt,
der vil befri sit Fædreland for de fremmede Herrer; men denne
Tanke er ikke klart gjennemført. Desuden har Forfatteren udstyret
ham med det 18. Aarhundredes Ædelhed og Dyd; døende udbryder
Niels Ebbesen: «Ikke Hævn, ædelmodig Tilgivelse sømmer
os danske». Gert er ulige interessantere; han er skildret som en
stort anlagt Natur, med fremragende Herskerevner; men i Følelsen
af sin Styrke bliver han brutal og hensynsløs. Han foragter ikke
blot de danske Adelsmænd, disse Storbønder, hvis «hele Liv og
Levned kan skrives paa en Ligsten», men Menneskeslægten
overhovedet, «disse Uslinger, man kalder Mennesker». Gert tror
kun paa Styrkens Ret. Blandt Stykkets andre Skikkelser er Stig
Andersen den ejendommeligste. Han er noget af en Verdensborger.
«O! lader os dog ikke blot være danske», udbryder han, «lader
os være Mennesker.» Han har sluttet sig til Grev Gert, Tidsalderens
«fuldkomneste Mand», i den Tro, at han ene kunde bringe
Landet ud af det Uføre, hvori det var endt. – Der er i «Niels
Ebbesen» paa flere Steder Tilløb til interessante Karakterskildringer,
men ud over dette naar Forfatteren ikke; som Helhed er Stykket
mislykket. Det blev i alt opført 37 Gange, sidste Gang 1834. Den
Opsigt, «Niels Ebbesen» vakte, var ikke fri for at gaa Forfatteren
til Hovedet; hans følgende digteriske Arbejder betegne imidlertid
snarere Tilbagegang end Fremgang: «Eropolis, lyrisk Skuespil»
(1803), «Hospitalet, et Lystspil» (1805), i hvilket han satiriserer
over den Schellingske Filosofi, «Knud, Danmarks Hertug, et Sørgespil»
(1808) o. a. Af hans lyriske Digte er det mest bekjendte «Dødens
Vuggevise», der i sin Tid var meget yndet; det blev flere Gange
oversat paa Tysk, en Gang paa Engelsk, og der er komponeret
flere Melodier til det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
