Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schandorph, Sophus Christian Frederik, 1836-1901, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Steden for udsendte han gjennemsnitlig hvert Aar en Bog, stundum
kom der et Aar 2 eller 3. Han blev ved at skrive Smaadigte
(Samlinger 1882 og 86), deriblandt meget smukke Digte.
Tonefaldet kan stadig, selv i begejstrede Opsange, synes lidt
kortaandet eller mut; men Tonen er blevet kraftigere, myndigere.
Desuden dramatiserede han til kjøbenhavnske Privattheatre et Par smaa
og en stor Fortælling («Uden Midtpunkt», Folketheatret, 1887) og
fik spillet paa det kongl. Theater to Helaftens-Lystspil
(«Valgkandidater» 1886, «Hjemkomst» 1893). Men fortrinsvis var og blev han
Fortæller. I hans «Ti Fortællinger» (1891), der bestaar af 2 Bøger
fra 1879 og 82, have maaske baade hans burleske Lystighed og hans
bløde Humor fundet det fuldkomneste Udtryk; særlig er det her
lykkedes ham at finde en ganske usentimental Form til hans
hengivne Respekt for Livets opofrende, overbærende, nøjsomme Slidere,
for den Slags Korsdragere, som ikke et Øjeblik falde paa at føle
deres Kors. Blandt hans senere Romaner eller store Fortællinger lader
«Skovfogedbørnene» (1884; 2. Opl. 1894) til at have vundet flest
Venner. Efter at han i «Et Aar i Embede» (1883) havde fremstillet
den Brandesske Bevægelse, afspejlet i en Provinsby, var han vel
saa noget nær færdig med de betydningsfulde personlige Oplevelser,
der tillode ham at give Romaner en vis historisk Baggrund og
Relief. Han søgte undertiden at bøde derpaa gjennem Iagttagelse
(f. Ex. af Indremissions-Bevægelsen), men han saa næppe dybere
eller nøjagtigere end saa mangen udenforstaaende Tilskuer. Med
større Held tilstræbte han nu og da Afvexling ved at forlægge
Skuepladsen til Udlandet og lægge den tilbage i Tiden. Saaledes
har han i «Den store Mademoiselle» («Fra Isle de France og fra
Sorø Amt», 1888) skildret Ludvig XIV’s Hofliv, og i Romanen
«Poet og Junker» (1892) Digteren Alfieris Italien i sidste Halvdel
af det 18. Aarhundrede.
Medens Aarene gik, var han blevet trivelig og svær.
Udtrykket i hans Ansigt sagde meget klart, at han kjendte i
Ensomhed ikke blot til ør Opfarenhed, men ogsaa til disse
«rugende, melankolske Stemninger», som han etsteds halvvejs
bebrejder sine Venner at de ikke vilde tiltro ham. Ude mellem
Folk derimod – og han kom sammen med mange og mange
Slags Folk – blev han i Hast den legemliggjorte hyggelige
Jovialitet. Skjønt i en vis Forstand Partimand forligedes han ypperlig
med Alverden, noget af Klogskab, noget af Fordomsfrihed, men
mest af Blødhjærtethed, fordi han overmandedes af den mindste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
