Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schram, Peter Ludvig Nicolai, 1819-95, Operasanger og Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han under en Storm af Latter og Bifald udførte Malcolm i «Røverborgen»
og slog en Bro til en Fantasiens og Sagnets Verden. Han
kunde i de forskjelligste Roller, som den blinde Olding i «Erik
og Abel» og den onde Jæger Caspar i «Jægerbruden», fortælle
Sagn og Træk af Overtro med Æventyrets simple, overbevisende
Tone, og flere af hans Sagnskikkelser hørte til hans bedste og
mærkeligste: Bertram, Caspar, hvor han med illuderende Magt
støbte Troldkugler og lagde Dødningehoveder til rette i
Ulvesvælget, Mephistopheles i «Faust», greben ud af middelalderlige
Forestillinger om den frygtelig-fæle Djævel. I enkelte af alle disse
Roller krævedes der saa lidt af Sangeren, at Skuespilleren gjorde
det meste ud, i andre kunde han ved det gjennemmusikalske Foredrag
forvandle et mindre Sangparti til et betydeligt (Marley i «Den
hvide Dame»), og atter i andre var den store Sang en Hovedsag.
Som Bertram lod han Stemmen i dens Fylde udvide sig til mægtig
Kraft og kaste over Passager i Aandebesværgelsesscenen et Skjær af
sort Fortvivlelse, som Mephistopheles lød hans Sang i Kirkescenén
forfærdende og dog vemodsfuldt, og som Leporello forenede han
alle den mangefarvede Stemmes Straaler. Følgende Musikkens
Intentioner afspejlede hans Leporello ikke blot Don Juans Væsen,
men ogsaa Dommen over ham, og derved blev Fremstillingen saa stor.
Under en svag, men aldrig afbrudt Forbindelse med Skuespillet
betegnes Hovedstadier her af den lazzaronagtige Cola i
Hertz’ «Den yngste» (1854), Aslaksen i «De unges Forbund» (1870),
ved Spillets slaaende Natursandhed en af hans ypperste Præstationer,
og Radelzier i «Pernilles korte Frøkenstand» (1874), der i
sin Lidenhed var nær ved at tage Luven fra Hovedpersonerne,
men i øvrigt havde Sidestykker i andre Holbergske Smaaroller
(Værten i «Den pantsatte Bondedrenge, Niels Vognmand i «Det
lykkelige Skibbrud»). Fra Holberg-Jubilæet 1884, da han spillede
Jeronimus i «Maskeradene og Ulysses, daterer sig nærmest hans
regelmæssige Benyttelse i Skuespillet, og ved den Tid var det
ogsaa givet, at hans Stemme havde mistet sin bedste Skjønhed,
skjønt ikke Kraften. Det smertede ham, da Mephistopheles blev
givet til en anden, og 20 Komponister med J. P. E. Hartmann stode
frem som hans Riddere, men han selv gav Kjøb over for Theatret
(1885). Til hans bedste Roller i denne Periode hørte Kongen i
«Der var en Gang- -», ret en Æventyrskikkelse for ham. Da han
paa sin 70 Aars Fødselsdag udførte Leporello for 160. og sidste
Gang, var han traadt ind i sin sidste Periode, der dannede et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
