Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schulin, Johan Sigismund Greve, 1694-1750, Statsmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for at nærme sig til Frankrig, og jo mere Hoffet i Versailles under
disse Forhold attraaede et Forbund med den dansk-norske Stat,
desto bedre Udsigt blev der for S. til at faa det franske
Diplomati til at arbejde i dansk Interesse i Sverige, hvor Hattepartiets
Førere, skjønt de sandelig ikke vare velsindede, saa
Nødvendigheden af at tage Hensyn til, hvad Frankrig førte Ordet for. Det
var da ogsaa umuligt for Adolf Frederik, om han end nødig .vilde
give efter, i Længden at holde Stand imod de indtrængende
Forestillinger, der gjordes ham. Saaledes kom det 7. Avg. 1749 til
Præliminærer til en Overenskomst imellem denne og det danske Hof
paa Vilkaar, som dette var tilfreds med; en Uge efter fornyedes
Danmarks Forbund med Frankrig (14. Avg.), og 5. Okt. blev et
Forbund med Sverige af 1739 ligeledes fornyet. Bernstorff havde
et Par Maaneder tidligere skrevet til S.: «Jeg tror ikke, at der
overhovedet findes nogen vigtigere og for Kongens Tjeneste
fordelagtigere Sag end den, hvorom Deres Exc. for Øjeblikket
underhandler med Frankrig og Sverige. Hvis De har Held med Dem,
vil der uden Tvivl blive opnaaet det vigtigste af alt, hvad vi kunde
ønske for hans Majestæts Storhed og Sikkerhed og for hans Krones
Vel.» Men netop dette Held havde S. haft.
Jo uhyggeligere Bestuscheffs Politik havde været i disse Aar,
og jo mere han havde lagt an paa under en almindelig evropæisk
Konflikt at bruge vort Fædreland til at gaa Ruslands Ærende paa
en for det selv saare farlig Maade, desto rigtigere og klogere
havde S.s Ledelse af den udenrigske Styrelse været; men det maa
erkjendes, at han foruden af Bernstorff ogsaa havde været godt
støttet af sine Kolleger i Konseillet og af A. G. Moltke. Kongen
selv, der fra først af aabenbart havde haft noget ondt ved at følge
ham, kom stedse mere til at se det rette i hans Politik, og det
var som en Anerkjendelse af det heldige i Ledelsen, at han 31.
Marts 1750 gjorde baade S. og de 3 andre Konseilsherrer samt
Moltke til Lensgrever. Men S. fik ikke længe Lejlighed til at
glæde sig over sin Ophøjelse, thi allerede 13. April s. A. døde
han af en hidsig Sygdom. Dette Dødsfald forhindrede ham ogsaa
fra at opleve den endelige Afslutning af sit Værk, da Præliminærerne
af 7. Avg. 1749 gik over til 25. April 1750 at blive en definitiv
Mageskiftetraktat med Adolf Frederik. Derved sikrede Staten sig, at
hvis Storfyrsten af Rusland døde uden Arvinger, hvad man den
Gang holdt for sandsynligt, de svenske Gottorpere ikke vilde gjøre
Krav paa den tidligere gottorpske Del af Slesvig, og tillige, at de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
