Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sibbern, Frederik Christian, 1785-1872, Filosof
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udødelighed, virke med, faar Udviklingen sin dybeste Betydning.
Det er Guddommen, der udformer sig «sit Rige».
En Overgang fra disse metafysiske Betragtninger til hans
empiriske Psykologi finde vi i den store Bog «Forholdet mellem Sjæl og
Legeme», hvori han bl. a, har givet sin Løsning af det saa stærkt
omstridte Spørgsmaal angaaende Samspillet mellem Sjæl og Legeme.
Ogsaa her har han sit eget Standpunkt. En virkelig Vexelvirkning
mellem legemligt og sjæleligt finder han ingen Grund til at tvivle om
kun naar man selv i Forvejen bestemmer de to Led som dualistisk
modsatte, opstaar Vanskeligheden. Derimod maa man lægge Mærke
til, at naar Omverdenen paavirker os, reagerer Sjælen i Overensstemmelse
med sin egen Natur. Naar vore Forestillinger alligevel
svare til Omverdenen, maa dette derfor skyldes en Art harmonia
præstabilita hidrørende fra Tilværelsens Enhed. Og da end videre
Livet i Organismen kun er ét, eller da det er den ene og samme
Sjæl, der forestaar saa vel de organiske som de bevidste Processer,
saa maa disse Processer ogsaa fremkaldes sammen. Beslutter jeg
f. Ex. at løfte min Arm, saa er det ikke selve Tanken eller
Beslutningen, der løfter den- men i det Sjælen fatter Beslutningen,
sætter den ogsaa Nervelivet i Virksomhed paa bestemt Maade. At
netop Beslutningen derved udføres, skyldes atter en harmonia
præstabilita mellem Nerveaktion og Forestillingsaktion. – Man vil her
finde Momenter baade fra Malebranche, Spinoza, Leibniz og flere;
men Læren som Helhed er, som S. siger, hans egen.
Alt dette er ganske vist «Metafysik». Men sammenligner man
det med den samtidige tyske, vil man finde det baade ualmindelig
sundt og særdeles besindigt. Den hele Verdensanskuelse ligner i
ikke faa Henseender senere Filosofers som f. Ex. Brøchners og
Lotzes. Ejendommelig for S. og saa nøje stemmende med hans
Grundsynspunkt er dog den karakteristiske Lære om «det
sporadiske» og den hele konkrete Udvikling. Han har dermed givet
det historiske, Livet, «Existensen», en Betydning, som i
Almindelighed er fornægtet i de store filosofiske Systemer.
Ogsaa paa den empiriske Psykologis Omraade har han
fastholdt sit Synspunkt, og det har her fremkaldt en Mangfoldighed
af fortræffelige Enkeltheder, som endnu bevare deres Værd. Særlig
det hele Følelsesomraade, det pathologiske, er her fremstillet
konkret og indgaaende.
I det lille efterladte Skrift om Moralen finde vi Forfatteren
nærmest som Velfærdsmoralist. Da Mennesket som Frihedsvæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
