Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stampe, Henrik, 1713-89, Retslærd, Generalprokurør og Statsminister
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kommen til at ligge ligefor. Under Paavirkning af disse Bevægelser
i Datiden var S. ligesom Sneedorff, Rothe, Fr. Lütken og
andre stærkt gjennemtrængt af Tanken om den Ret til borgerlig
Frihed, som de enkelte Borgere i et Land havde, og han mente
ogsaa, at den dansk-norske Stats Lovgivning sikrede Folket en
saadan. Værnet for denne PYihed og den dermed forbundne
Sikkerhedsfølelse laa efter hans Opfattelse i den trygge Adgang til
Lands Lov og Ret, der kunde sikre Borgerne imod Vilkaarlighed,
fra hvilken Side den saa kom. I det han mente, at det særlig
var Kancelliets Opgave at vaage over, at Undersaatternes Ret paa
dette Omraade blev agtet, kan man sige, at han ogsaa opfattede
det som sin personlige Pligt, og den gjennemførte han trofast, hvor
der var Lejlighed dertil.
Et Hovedpunkt var her, at der værnedes over Adskillelsen
imellem den udøvende og den dømmende Myndighed, en Adskillelse,
som ikke længe i Forvejen Montesquieu med stor Kraft havde
ført Ordet for i sit berømte Værk om Lovenes Aand. Den ene
Gang efter den anden førte S. en levende Kamp imod Embedsmænd
omkring i Landet eller imod Regeringskollegier, som han
mente gjorde sig skyldige i at gaa uden for deres Omraade ved
at blande sig i Domstolenes Gjerning og udvirke Kjendelser ved
kongelige Resolutioner i Steden for at lade Afgjørelsen ske ved
Domstolene. S. kunde ved slige Lejligheder bruge det skarpeste
Sprog. I det han vilde arbejde for, at den ved Lovgivningen
fastslaaede Rettergang blev stillet paa den Plads, der tilkom den
i Samfundet, værnede han da ogsaa med Iver om Appellationsinstitutionen.
Han bekæmpede af al Magt, at en Sag, der var paadømt
ved en lavere Domstol, bag efter kunde indankes til endelig
Afgjørelse ved en kongelig Resolution, den skulde gaa til den
højere Retsinstans. Naturligvis værgede han derfor med stor Styrke
om Højesteretsdommenes Uforanderlighed, med Undtagelse af at
selvfølgelig Kongen maatte have Benaadningsret. Kun i visse
enkelte Tilfælde mente S., at der kunde fældes Domme ved
kongelige Resolutioner. Der kan ingen Tvivl være om, at ligesom den
Begrundelse, han gav af hele dette Punkt, har sin store Interesse,
saaledes har hans varme Kamp for Domstolenes Ret og Ukrænkelighed
haft Betydning med Hensyn til vor indre Udviklings Historie.
Haand i Haand hermed kan det fremhæves, at han med ikke
mindre Styrke vilde have alles Lighed for Loven slaaet fast. Det
maatte, udtalte han, gjøres klart, at «Kongen har lige stor Omsorg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
